x
Céu: Vagarosa

Céu
Vagarosa

Céu: Vagarosa

GAFFA

Album / Six Degrees
Udgivelse D. 17.07.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Céu var blandt de kunstnere, der for alvor markerede sig på den nyligt overståede Roskilde Festival. Nu er sangerindens seneste album landet i Danmark, og det er langt hen ad vejen spændende nyt. For mange af de karakteristika, som gjorde koncerten så god, er at finde her, om end hun live klart havde lige det gear mere. Men tag ikke fejl: Vagarosa er en hamrende god plade.

Céu har en lækker stemme, om end ikke af den slags, som spænder over mange oktaver. Hun holder sig indenfor det samme stemmeområde, og det gør hun lækkert, med en jazzet blå tone og med tilhørende kor, som sidder lige i skabet. Hun bliver sammenlignet med en Bebel Gilberto, men jeg hører også en masse Elis Regina i hende, og dog har hun en særdeles personlig stil. Ligesom hun i valget af samarbejdspartnere er faldet over nogle af de mest spændende, for nok er hun fra São Paulo, som er en formidabel smeltedigel, hvor fra der allerede er kommet masser af visionær electronica, men hun har tydeligvis søgt op mod nord til Recife, hvor det legendariske band Nacäo Zumbi huserer, bandet som indtil dennes tragiske død ved en trafikulykke i 1996 havde Chico Science som leder, og herfra har folk som Dengue og Pupillo gået ind med deres særdeles spændende idéer. De har i mange år stået for en original måde at blende samba med elektroniske virkemidler, og stod allerede for et tiår siden som en vægtig modpol til de landevindinger, der skete omkring São Paulo-produceren Suba. Céu har altså i den grad forbindelserne i orden.

Andre vigtige folk er lydtroldmændene Beto Villares, Gui Amabis og Gustavo Lenza, som sammen formår at skabe et lydtæppe smækfyldt med overraskende - om end rytmisk og æstetisk logiske - detaljer, som danner rammen for sangerindens udfoldelser. Okay, jeg hører tydeligt, at der er blevet lyttet med mere end et halvt øre mod Buenos Aires og Gotan Projects måde at skabe pseudodokumentariske billeder under tangoen, men vi er altså i Brasilien, og her har man alle dage haft det ekstra gear, og derfor er der kun hints. Man tager en idé og lægger så alt muligt andet på. Og her tænker jeg på fantastiske ekkoer af afrobeat, dyb dub med retning mod en Augustus Pablo, men alligevel forankret i den lokale lyd, uden dog at gå Carlinhos Browns Bahia-lyd i bedene.

Det er en plade fyldt med lækre numre, med et eget smooth flow, en egen elegance, og med en vibe, som sætter sig uimodståeligt. Det er en plade, jeg helt sikkert kommer til at elske, og som bliver en af dem, jeg husker, om end jeg stadig synes, at de kantede, syrede og svagt sære indfald, som skaber helheden især fungerer, når de er en forlængelse af en sangerinde, der i den grad fylder på en scene.

Men klart fed plade. Og er du til moderne brasiliansk musik, er den uomgængelig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA