x
The Chieftains featuring Ry Cooder: San Patricio

The Chieftains featuring Ry Cooder
San Patricio

The Chieftains featuring Ry Cooder: San Patricio

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 19.07.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

The Chieftains behøver vel ingen præsentation, men alligevel: Der er tale om bandet, som sammen med The Dubliners, vel er hovedansvarlig for irsk musiks store udbredelse. Et band der i Paddy Moloney har en særdeles åben og idérig frontmand, og som har stået for mange spændende udgivelser, der rækker ud til verden. Keltisk - eller gælisk - musik er berejst musik, og på dette album har Moloney og compagni allieret sig med en ligesindet i form af Ry Cooder, og det har vist sig at være en fantastisk idé. For vi har der i gennem fået en plade, som er fornem gælisk musik i blandet mexikansk. Forvirret? Det hænger faktisk sammen.

Cooder har i en årrække stået for en række album, som havde en politisk og historisk sammenhæng. Det kunne være borgerrettighedsbevægelsen og især den mexikanske musik, som altid har været hans base hjemme i Los Angeles, som han altid har betragtet som mere mexikansk end amerikansk. Chavez Ravine var en sådan hyldest, og det er denne gudeplade også. Den tager udgangspunkt i irske immigranter, der ved ankomsten til USA blev kastet ind i den mexikansk-amerikanske krig (1846-48), men som deserterede og sluttede sig til mexikanerne syd for floden Rio Grande. De regnes i dag som helte i Mexico og som forræddere i USA, men Moloney og Cooder har alligevel gravet i historien og er kommet op med en perlerække af sange, som har en række gæstende kunstnere inde over, ligesom den er blevet indspillet både i Irland, Californien, New York og Mexico City. Og der lægges ikke fingre i mellem i valget af kunstnere.

Vi lægger stærkt ud med pragtfulde Lily Downs og har omgående den gnistrende mexikanske stemning. Og så går det ellers derud af med irsk uilleann sækkepibe trakteret af Moloney, Seán Keanes fantastiske violin, Matt Molloys fløjte og alle de mexikanske instrumenter og sangere, som hver for sig giver særdeles spændende og autentisk stemning. Ligesom der er enkelte øjeblikke, vi kender, så som Moloneys klassiske Lullaby For The Dead, som kommer i en klagende smuk version, som er et af pladens højdepunkter. Eller Ry Cooders fornemme akustiske guitararbejde fulgt smagfuldt til dørs af netop Roskilde-aktuelle Van Dyke Parks på klaver og trækharmonika på Canción Mixteca (intro). Eller evigt unge Linda Ronstadt. Eller...et overflødighedshorn.

Det er en smuk og vedkommende plade, som virkelig er en perfekt syntese mellem stilarterne. Og er du til irsk, eller til Cooder, eller savner du den specielle vibe fra Buena Vista Social Club - uden at dette overhovedet er cubansk - så fornemmer jeg, at denne plade vil være en gave.

Tjek den ud. Åben verden og et værdigt minde for en gruppe irer i eksil, der fulgte deres samvittighed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA