x
Horace Andy: Serious Times

Horace Andy
Serious Times

Horace Andy: Serious Times

GAFFA

Album / Minor7Flat5
Udgivelse D. 23.07.2010
Anmeldt af
Henrik Bæk

Horace Andy er med sin distinktive og let genkendelige vibrato-falset og unikke fraseringer en af reggaemusikkens mest markante vokaler. Født i Kingston, Jamaica i 1951, debuterede han i 1973 på pladeselskaberne Trojan Records og Studio One, hvor han høstede stor succes med de to albums You Are My Angel og Skylarking. Udenfor reggae-kredse er Andy specielt kendt for samarbejdet med de britiske triphop-pionerer Massive Attack og sidste år udsendte Andy så albummet Inspiration Information med den engelske jungle/house producer Ashley Beedle, der imidlertid blev et flop. På det nye Serious Times beviser den nu snart 60-årige sanger, at han dog langt fra er færdig i musikbranchen, men at hans styrke så absolut ligger indenfor det klassiske reggae-repertoire. Alle 14 numre samt en enkelt dub er nemlig indenfor roots-genren og er det første album af sin slags for den aldrende herre i mange år. Cd'en er produceret af tyske Andreas "Brotherman" Christophersen fra Minor7Flat5, der efter en række års pause nu vender tilbage til reggaebranchen. Det lader til at have været en rigtig satsning. De traditionelle rastabudskaber er her krydret med eftertænksomme sange om livets store spørgsmål og en omgang dybtfølte kærlighedssange. Alle leveres de af Andy med en sjælden nerve og indlevelse, som kun han kan præstere. Vokalen går her næsten magisk hånd i hånd med de musikalske arrangementer, der ud over den solide rytmesektion er tilsat blæsere, percussion og smukke korarrangementer. Selvom albummet er helt nyt, så lyder det præcis som dengang i de tidlige roots-reggae-dage, hvor reggaemusikken var ny og Andy en meget ung mand.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA