x
Arcade Fire: The Suburbs

Arcade Fire
The Suburbs

Arcade Fire: The Suburbs

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 03.08.2010
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Efter to episke og eminente plader på samvittigheden har Arcade Fires tredje udspil været omgærdet af forventninger, der næsten matcher dem stillet til nabolandets præsident. Uden at afsige dom over Obamas præsidentembede kan det derimod afsløres, at de uhyre ambitiøse musikere fra Canada løfter opgaven. Der føjes endda en helt jordbunden facet til det ellers så udfarende og himmelstræbende band. For på et album, der tekstmæssigt kredser om ungdomsårenes udlængsel efter en verden, der viser sig at være håb- og hjerteløs, strør det normalt så tungsindige Montreal-kollektiv om sig med musikalsk varme og optimisme. Hvor der før blev sigtet mod klumpen i halsen, går sange som Ready To Start, City With No Children, Half Light II (No Celebration), Deep Blue og We Used To Wait mere målrettet efter hjertet, takket være brugen af delikate synths og svimlende smukke strygere. Der er samtidig også blevet plads til det højspændte og opildnende i Empty Room og den lejrbålspunkede Month Of May, med ætsende vokal fra frontmand Win Butler. Højdepunktet står partneren Régine Chassagne dog for i Sprawl II (Mountains Beyond Mountains), der emmer af foregangskvinderne Kate Bush og Siouxsie Sioux. Hele vejen igennem kan man høre, at Arcade Fire har anstrengt sig for ikke at genbruge gamle virkemidler, og det har været anstrengelserne værd. For The Suburbs er ikke bare et album, der vokser med hver gennemlytning, det ligefrem svulmer op som en forelskelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA