x
Die Antwoord: 5 Track EP

Die Antwoord
5 Track EP

Die Antwoord: 5 Track EP

GAFFA

Album / Cherrytree Sessions / Interscope
Udgivelse D. 28.07.2010
Anmeldt af
Jesper Buhl

Med et perfekt white trash-look fyldt med håndtegnede fængsels-tatoveringer, mullets og bollerne helt fremme i boksershortsene og en semi-fake baggrundshistorie fra bunden af det hvide Sydafrika er Die Antwoord bygget til at generere blog-hype. Lægger man dertil rap flows på engelsk og afrikaans om alt fra at køre ninjastil til din mors kusse i en fiskepasta-krukke, dance-heliumvokaler, trancesynths, rave-elementer og crunk-beats får man noget, der simpelthen MÅ blive fast inventar på ethvert attitudebevidst teenageværelse. Enter The Ninja er det mest dancede, og derfor da også hittet, mens den poppede I Don't Need You og bangeren Fish Paste viser lidt flere nuancer af Ninja og Yo-Landi Vi$$ers socialklasse fem-univers. Fish Paste er i øvrigt det bedste nummer på 5, skarpt forfulgt af den punket energiske musikalske fuckfinger Wat Kyk Jy, hvis titel kan oversættes til "hvad glor du på?" Så hvad glor du egentlig på? Gå ud og køb Die Antwoords plade eller bræk dig over hypens tomhed. De er fokken ligeglade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA