x
Kent : Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Kent , Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Kent : Bøgescenerne, Danmarks Smukkeste Festival

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kent bliver ofte kaldt Sveriges, hvis ikke Skandinaviens største rockband, og man kan dårligt indvende noget imod dette, for The Cardigans spiller vel ikke rigtig rock, og de holder også pause for tiden. Herhjemme er Kent også populære, meget populære endda, og det er egentlig lidt underligt, for dels synger de på et usædvanlig poetisk og til tider lettere kryptisk svensk, dels er deres musik tydeligt rundet af den nok så omtalte nordiske melankoli, som vi på disse breddegrader har så meget af i blodet, at vi ikke ligefrem behøver købe os til den i form af koncertbilletter og cd'er. Men det gør vi altså alligevel.

Derfor var Kent et af hovednavnene på Danmarks Smukkeste Festival. Ret beset er gruppens nye album, "En Plats I Solen", udgivet kun et halvt år efter forgængeren "Rød", da også bandets absolut mest poppede og glade til dato, men Kent lagde dog ud i det mere eftertænksomme hjørne med "Utan Dine Åndetag", en single-B-side fra 1997. Et modigt og atypisk valg af åbningssang, som gik direkte over i "Der Finns Inga Ord", endnu en ballade - og en smuk en af slagsen. Publikum tog dog godt imod de alvorlige toner, som blev leveret i et usædvanligt velafstemt og nuanceret lydbillede med en stærkt syngende Joakim Berg i front for det velspillende band - alle klædt i sort.

Tempoet og humøret blev herefter sat lidt op med den halvakustiske "Skisser För Sommaren" fra det nye album, inden det dansevenlige storhit "Musik Non Stop" fra 1999-albummet "Hagnesta Hill" for alvor fik sat gang i publikum. Efter den let drømmende "Ensam Lång Väg Hem" fra det nye album blev musikken så næsten ond i form af det ekstremt groovy "Töntarna" med afgrundsdyb synth-bas fra Martin Sköld. Det gjorde ondt i ørerne, og det gjorde godt.

Keyboards og karisma

Herpå fulgte endnu en lille håndfuld sange fra Kents to nyeste album, hvor keyboards og programmeringer fylder mere end tidligere og får dem til at minde en smule om Nephew, der på sin side også er inspireret af Kents ældre plader. Uanset instrumentparken får Kent dog altid de musikalske ingredienser til at gå op i en højere enhed, og er Joakim Berg ikke ligefrem en mester i crowd control som Simon Kvamm, så har han dog masser af karisma, når man danser rundt på scenen i kropsnær T-shirt og meget stramme læderbukser. Og så matcher hans røde svedbånd hans sko og hans longdrink - respekt.

Hittet "Kärleken Vänter" fra 2002-albummet "Vapen Och Ammunition" satte igen en skudsalve ind mod det begejstrede publikum, der sang videre på hittet "Ingenting". Efter endnu et par nyere sange steg stemningen yderligere med en anden sang fra 2002, "Dom Andra". Her var filmen dog ved at knække for Kent for første og eneste gang, for sangen blev leveret i en noget upspeedet technoversion, hvor Kent virkede jappede, som om de bare skulle ud og hæve deres hyre i en fart. Heldigvis blev alt tilgivet, da farten blev sat markant ned, og Kent satte i med de indledende akkorder til superballaden "747". Den smukke, smukke sang, der på plade var præcis 7 minutter og 47 sekunder, og som Kent har spillet i slutningen af næsten samtlige deres koncerter med siden 1997, hvor sangen blev skabt (om end den på det seneste er rykket fra ekstranummer op i hovedsættet). Det vil sige, de havde den ikke med på deres sidste turné, hvilket var en mindre skandale. Men nu får vi den igen, og den giver mig stadig gåsehud. En enkel, vemodig, repetitiv sang, der langsomt udvikler sig mod et lettere støjende klimaks, ganske som Mews "Comforting Sounds". Hvis du ikke kender sangen endnu, så hør den straks - for eksempel her.

Efter at have landet sikkert med jumbojetten kunne Kent med god samvittighed tage afsked med publikum, men de lod sig dog lokke ind til et ekstranummer, som blev en anden af Kents afsluttende livefavoritter: "Manden Med Den Vita Hatten", som også begynder som ballade, men som eksploderer i kaskader af energi og de berømte sidste ord: "Vi skal alla en gang dö" (dog til allersidst med live-tilføjelsen: men du och jag skal aldrig dö") - leveret i en sky af rød konfetti.

Det var Kents sidste koncert på denne turné, men forhåbentlig kommer de snart tilbage. Det er svært at undvære dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA