x
Jens Lekman: Lille Vega, København

Jens Lekman, Lille Vega, København

Jens Lekman: Lille Vega, København

Anmeldt af Lars Siersbæk Nilsson | GAFFA

Ofte er Jens Lekman blevet kaldt crooner, og det, tror jeg egentlig også, er i orden. For manden kan jo croone – det har han bevist på to regulære album og en opsamling af tidligere udgivne ep'er – men Rat Pack-croon er det ikke. Lekman er ikke nogen storskrydende Dean Martin-karikatur med nonchalant cigarføring. I hans tekstunivers er egne utilstrækkeligheder det humoristiske brændstof, og de ofte storladne arrangementer ynder han at punktere undervejs. Inspirationerne spænder fra Motown til easy listening, men det hele er rodfæstet i en sjælden sans for den gode popsang. Således bebor Jens Lekman sin helt egen sangskriverniche, og det er netop denne originalitet, der har sikret ham et på forhånd udsolgt Lille Vega.

Og Lekman har ikke ændret sig meget, siden han sidst var på besøg. Han ville fortsat ligne en finurlig funktionær med brunt jakkesæt og vigende hårgrænse, var det ikke for den gyldne nøgle, der hænger om halsen på ham. Ingen ved helt, hvilken dør den låser op - kun at man bag den med stor sandsynlighed finder knuste hjerter og sørgmodige enhjørninger - men at den efterhånden er blevet noget af et emblem for ham, kommenterer han selv ved at åbne koncerten med "Golden Key". Det er et nyt nummer, men alligevel vækker det straks genkendelsens glæde i kraft af de smertende strygere og den løbske percussion. Det er klassiske Lekman'ske virkemidler i et klassisk Lekman'sk arrangement.

I det hele taget er koncertens første del præget af nyt materiale. Vi får "The Opposite Of Hallelujah" – endda isprængt et festligt soul-sample – men det er sange fra Lekmans kommende album, der dominerer. Og alligevel virker det hele bekendt. Han fortæller om nogle af de tanker, han har gjort sig i forbindelse med sit selvvalgte eksil i Melbourne. Om fordele og ulemper. Om avocadoer og solbeskinnede eftermiddage og den nagende tvivl. Så slår han guitaren an og synger om netop dette. Det er storytelling, der står i skærende kontrast til popmusikkens dominerende standard-abstraktioner, og det er dét, vi kender ham for. Ambivalens humoristisk iscenesat med skrækblandet sødme og musikalske virkemidler, der ikke sjældent tangerer det corny. På "Dandruff On Your Shoulder" får den hele armen med samplede kirkeklokker, power-ballad klaver og 1980'er saxofon. Ingen anden kan slippe af sted med det, og langsomt går det op for én: Jens Lekman er genkendelig, fordi han ikke har forandret sig. Han er bare blevet mere Lekman.

Alligevel er det ikke nogen let opgave at holde publikum fanget med lutter nye sange. I hvert fald den bagerste tredjedel af Lille Vega er ved at opløses i skålen og anekdoter fra Crazy Daisy i Horsens, før Lekman for alvor finder de gamle kendinge frem. Med "Black Cab", "A Sweet Summer's Night On Hammer Hill" og "Sipping On The Sweet Nectar" genvinder han ubesværet det ellers lidt apatiske publikum og sætter et effektivt og medrivende punktum for den ordinære del af koncerten. Ekstranumrene er ligeledes sikre vindere. Stående alene på scenen instruerer han publikum i at knipse sig igennem "Pocketful Of Money", ligesom salen brummer sangens fængende sample: "I'll come running with a heart on fire". Det er simple virkemidler, men de skaber i Lekmans hænder en samhørighed, der går ud over hævede engangslightere og almindelig klappen i takt.

Hvad publikumskontakt angår, er Lekman svær at matche. Det blev skåret ud i pap ved hans besøg i Store Vega i 2008, og i aften fornemmede man det i glimt. Men netop kun i glimt. Det var ikke kun de mange nye sange, der forhindrede aftenens koncert i at nå fordums højder, det var også Lekmans ageren undervejs. Det legesyge overskud, der karakteriserede hans sidste optræden, var erstattet af en mere business-like attitude. Måske var det almindelig mandagssløvhed, måske var det udsigten til at få snakket med de besøgende forældre, som han efter eget udsagn sjældent ser, der lagde en dæmper på festen. I hvert fald sluttede det hele en smule uforløst med frisørballaden "Shirin" efter mindre end halvanden time. Vi fik en god koncert, men manglede præcis den bloddråbe i mælkeglasset, som Jens Lekman sang så smukt om i dette sidste nummer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA