x
The Low Anthem og N* Grandjean: Atlas, Århus

The Low Anthem og N* Grandjean, Atlas, Århus

The Low Anthem og N* Grandjean: Atlas, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Efter at have lagt rum til en stribe koncerter og jamsessions under jazzfestivalen sidste måned slog Århus' nystartede spillested Atlas tirsdag dørene op for endnu en koncert før den officielle åbning i næste uge, denne gang med den amerikanske folk/rock/country-med-mere-gruppe The Low Anthem. Koncerten skulle egentlig have foregået på VoxHall, som Atlas er en del af, mens Broken Bells var blevet programsat til Atlas samme aften, men da billetsalget til Broken Bells - ikke overraskende - gik noget bedre, havde VoxHall simpelthen valgt at bytte rundt mellem scenerne til de to grupper.

Mens VoxHall var pænt fyldt, var kun cirka 100 personer mødt frem på Atlas, og "Nå, du er en af dem, der har valgt Low Anthem frem for Broken Bells" var en hyppig brugt sætning denne aften. De udvalgte få fik sig til gengæld en oplevelse ud over det sædvanlige.

Allerede inden koncerten kunne man fornemme, at der var noget særligt i vente til The Low Anthems første Danmarksbesøg. Scenen var nærmest overstrøet med instrumenter som et omrejsende musikhistorisk museum. Blandt andet et trædeorgel, et blæse-ditto, et klokkespil og en klarinet sås i instrumentparken, og det skulle hurtigt vise sig, at de 3-4 medlemmer af The Low Anthem - det skiftede lidt - alle var i stand til at spille på en mindre håndfuld af dem.

Da The Low Anthem kom ind på scenen, tog forsanger Ben Knox Miller sig af den akustiske guitar, mens Jocie Adams betjente klokkespillet og sang kor, og Jeffrey Prystowsky satte sig bag trædeorglet. Åbningsnummeret var "God Cage The Songbird", en smuk, gospelinspireret sang fra bandets seneste album, "Oh My God, Charlie Darwin". Musikerne var glimrende, lyden var fremragende, og publikum var musestille.

"To The Ghosts Who Write History Books" fulgte. Nu havde Ben Knox Miller sat sig ved trædeorglet, mens Jocie Adams havde taget klarinetten frem, og Jeffrey Prystowsky gav sig til at spille på sav. Det lød stadig fortrinligt, og Ben Knox Millers lavmælte, men intense stemme stod klart i lydbilledet, så man kunne dvæle ved de længselsfulde, billedrige og ganske poetiske tekster, der ofte omhandler skæve eksistenser og deres livtag med tilværelsen.

En ny sang, "Apothecary Love" fulgte, nu med tilføjelsen af on-off-medlemmet Mat Davidson på lavmælte trommer, mens Jeffrey Prystowsky nu betjente blæseorglet. Og sådan fortsatte koncerten med ny instrumentering i stort set hver sang. Sætlisten bestod af numre fra gruppens to album samt en stribe sange fra deres kommende album, som de ifølge Ben Knox Miller har "arbejdet på i en evighed". De nye sange er også udmærkede og trækker stadig kraftigt på amerikanske musiktraditioner fra det meste af det 20. århundrede: Folk, country, blues, gospel, bluegrass, you name it. Ofte i den afdæmpede afdeling, men af og til kom der lidt tryk på som eksempelvis i den næsten garagerockede, elektriske "Cigarettes & Whiskey" og i fortolkningen af Tom Waits' Jack Kerouac-tonesætning "Home I'll Never Be".

Generelt fik sangene fra The Low Anthems to album (endnu) mere liv live med de mange instrumentskift - det blev også til blandt andet et march-horn og en violin - og stemningen løftede sig yderligere mod slutningen af koncerten, hvor de tre primære bandmedlemmer sprang ned fra den ret lave scene og gennemførte de sidste numre helt akustisk skiftevis siddende og stående på gulvet lige foran det meget entusiastiske publikum. Det blev da også til to fremkaldelser, inden der nærmest var stormløb mod merchandiseboden, hvor plader, cd'er og T-shirts blev langet over disken i stor stil.

En fremragende aften, og hvis koncerten var et varsel om niveauet for såvel Atlas' koncerter som The Low Anthems kommende album, går vi en spændende tid i møde.

Opvarmning: N*Grandjean ****

Den københavnske sanger og sangskriver Nikolaj Grandjean alias N*Grandjean havde fået æren af at varme op til The Low Anthem, og det gjorde han godt. I selskab med sin akustiske guitar og makkeren Mikkel Lomborg på klokkespil og ganske særegen korsang gav han en håndfuld sange fra sit to år gamle debutalbum "Carrying Stars". Et album, som herhjemme gik hen over hovedet på de fleste, men som via sangen "Heroes And Saints" har givet ham et pænt hit i Portugal og Brasilien, hvor sangen har været bragt i en populær sæbeopera. Faktisk var Grandjeans sidste koncert i Portugal foran 15.000 mennesker, fortalte han fra scenen.

N*Grandjean har en udmærket, blød og luftig stemme og er en glimrende guitarist, der elegant vekslede mellem hårdt akkordspil og fint fingerspil, tilsat flotte detaljer som et slag på guitarkassen her og der. Hans afdæmpede sange er også gedigent håndværk, og med Mikkel Lomborgs stemningsskabende klokkespil og skiftevis nynnende og operapåvirkede korsang gik det op i en højere enhed. Til sidst spillede Mikkel Lomborg endda på næse (!), hvilket skabte nogle interessante høje toner, som gik i smuk samklang med guitaren. En halv time i godt selskab, og også Grandjean fik langet nogle cd'er over disken bagefter.

 

The Low Anthem og N*Grandjean spiller på Loppen fredag den 13. august

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA