x
Prince: 20Ten

Prince
20Ten

Prince: 20Ten

GAFFA

Album / NPG Records
Udgivelse D. 10.07.2010
Anmeldt af
Sohail Hassan

Prince fortsætter dyrkningen af sin klassiske funky lyd, som gennemgående er kendetegnet af Linn-drum-beats, rocket guitar og synths. Ligesom han har gjort på de seneste album. Han er blevet endnu mere ekstrem i sit had til etablerede distributører af musik. Nu er det ikke kun pladeselskaberne over en kam, men også internet-download-forretningerne, som han ikke gider. Til gengæld skal han ikke stresse over pirat-kopiering eller at blive udnyttet. Albummet som har været ventet et stykke tid, bliver givet væk sammen med diverse trykte medier. Heldigt for udgiverne af disse og dem som bor i lande, hvor man kan købe dem. Danmark er ikke blandt de heldige. Såvidt denne anmelder har kunnet læse, har de ikke engang betalt ham noget som helst for denne fuldstændigt latterligt høje promotionværdi. Men det er ikke spor ringere, fordi det er gratis. Princes spilleglæde, musiklyst og talent stråler stadig fra hvert spor. Der er numre på skiven, som er noget af det bedste fra hans hånd i lang tid f.eks. Beginning Endlessly. De i alt 10 nye numre inkl. den hemmelige skæring 77, Laydown er alle gennemførte sange og giver en harmonisk blanding af rockede og funky dansevenlige spor og silkeagtige bløde ballader med masser af stemning. Bevidst eller ej, men det virker, som om Prince giver sine fans præcist den lyd, de tænder mest på, og han springer problemfrit mellem sine mange forskellige afprøvede og hyldede sounds fra tidligere albums. Det hele er nyt og alligevel genkendeligt. Heldigvis altsammen sammenkædet ved The Purple Yodas helt unikke musikalske talent. At han proklamerer, at internettet er ovre, og at alle elektroniske dimser såsom computere er usunde og bare fylder vores hoveder med unødvendige tal, er bekymrende. Blåøjet Jehovas Vidne tilhænger, strategisk forretningsgeni eller bare forvirret? Musikken fejler i hvert fald ikke noget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA