x
Shearwater: Loppen, København

Shearwater, Loppen, København

Shearwater: Loppen, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Texas-bandet Shearwater startede karrieren ud som et sideprojekt til Okkervil River, hvis to medlemmer, den kendte Will Sheff og den vel ukendte Jonathan Meiburg, her gav sig selv friere tøjler til at komponere mere nedtonede og som regel dybt melankolske sange. Sheff forlod siden Shearwater, ligesom Meiburg senere forlod Okkervil for istedet udelukkende at koncentrere sig om bandet, der denne aften var på programmet på Københavns bedste spillested, Loppen. Og heldigvis for det, kan man sige, for med Shearwaters' blanding af den såkaldte indiemusik og hvad vi kan vel kalde prog samt orkestreret pompøsitet, er de et af de absolut mest spændende Pitchfork-hypede bekendtskaber. Til trods for det var Loppens lokaler kun sådan omtrent fyldt halvt op - dog med en forfriskende broget publikumskare fra indietøser til rockrotter.

En helhed og et band
 
Dette års storslåede "The Golden Archipelago", bandets sjette fuldlængde album, var den første udgivelse, hvor Meiburg ikke tog hele sang krediteringen ene mand. Den faldt i stedet til samtlige fem af albummets musikanter, som alle også lige akkurat var med på Loppen. Og at understrege bandhelheden i Shearwater på denne måde synes helt rigtigt. I hvert fald var det i liveregi denne aften et utroligt lydhørt orkester, der kendte og forstod hinandens pladser, og som hver især bidrog betragteligt og positivt til det fulde lydbillede. Et lydbilledet, der i øvrigt var rig på instrumenternes konturer.
 
Konturerne bragede først og fremmest igennem med hjælp fra en helt inspirerende spillemani, der var lige så charmerende, som den var musikalsk afsøgende. Når Kevin Scheneider ikke var placeret bag keyboardet - som han eller var det i de fleste numre - kunne han på "Hidden Lakes" eksempelvis pludselig findes siddende på taburetten bag trommerne og både akkompagnere med et stortromme-trom i ny og næ, samtidig med at bassen lå placeret solidt i skødet og lød, som den skulle. Og det selvfølgelig alt imens at trommeslager Thor Harris spillede på vibrafon sammen med den yndigt smilende bassist Kimberly Burke.
 
I et band som Shearwater, der et langt stykke hen ad vejen mere ligner de ornitologer, de også er, end de rent faktisk ligner et rockorkester, skal og må Burkes' pink-rødlige ti-femten centimeter høje stiletter desuden nævnes. Alt andet ville være useriøst. Sammen med bandets uhøjtidelige facon mellem flere af numrene virkede disse to åndssvagt tiltrækkende røde træpæle som et slags kærlighedens farve smidt ind som Håb i al smerten og misantropien.  
 
Vokal-instrumentet

Den tidligere nævnte musikalske hovedornitolog i bandet, Jonathan Meiburg, har en på én gang kraftfuld og inderligt søgende vokal, som er lige så meget et instrument som strengene, hornene, tangenterne og slagtøjet er det. Inspireret af først og fremmest 80'er-ikonet Mark Hollis fra det hedengange Talk Talk samt Kate Bush bevæger vokalen sig fra dødslejets indvendthed over frustrationens råb til melankoliens skrøbelige skønhed. Er man i sadcore-humøret, så har Opgivelsen sjældent lydt smukkere, end den gør i selskab med Meiburg.  
 
Bedst eksemplificeret denne aften blev vokalen på nummeret "Rooks", fra bandets forrige titellignende plade, "Rook" fra 2008, hvor stemmen hovedsagligt bevæger sig i et højt og melankolsk niveau med enkelte, korte indskudte arrigskabsangreb undertrykt i følelsen. Eller tag "Black Eyes" også fra "The Golden Archipelago", hvor Meiburg fra bag et hurtigtspillende klaver, og til takterne af både et pulserende trommespil og nænsomt orkestrerede strygere, leverer en kvasi-opera-vokal, hvis epik og storladethed man skal skue mod skyerne og Bruce Dickinson for at finde en værdig ligesindet til.
 
Et særpræget og imponerende besøg
 
Den Pink Floyd/"The Final Cut"-applauderende "Uniforms" sluttede den ordinære sætliste af med et forrygende klimaks, inden ekstranumrene satte ind. Alt i alt blev det til fem kvarter i selskab med en helhed af en kvintet, der imponerede lige meget med deres indfølthed som med indlejrede bombastiske rockkompositioner. Bedst var det blandt andet, da den hyperrockende "Corridors" blev leveret i en beskidt og overlagt skramlet version, der gav studieversionen røde ører, da "God Made Me" fik tiden til at stå stille, samt da "The Snow Leopard" som aftenens sidste nummer beviste, at der stadigvæk godt kan skrives neddæmpede keyboard-drevne ballader, der giver Thom Yorke kamp til stregen, samtidig med at det særprægede forbliver intakt.
 
Men der er såmænd ikke rigtig nogen grund til at fremhæve højdepunkter på en aften, der var fuld af dem.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA