x
The Black Angels: Vika, Øya Festivalen

The Black Angels, Vika, Øya Festivalen

The Black Angels: Vika, Øya Festivalen

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Med åbningsnummeret "Bloodhounds On My Trail" satte The Black Angels særdeles effektivt tonen for en time, hvor mørk psykedelisk rock ikke ulig Black Rebel Motorcycle Club blandet med klare 60'er-referencer fik folk til at vugge med til trods for, at bandet spillede midt på dagen.

Texas-bandet har et klart slægtskab med BRMC, Roky Erickson og Wooden Shjips, og af samme grund er det ikke til deres fordel at spille i en park ved højlys dag. Alligevel trak bandet en pæn flok til en koncert, hvor der blev luftet en del af de sange, der til september dukker op på albummet "Phosphene Dream".

Et af disse numre var "Telephone", der rundede koncerten af. Her trækker bandet mindre på det psykedeliske, men nærmere klassisk rock a la The Kinks på en sang, der er særdeles fængende. Det klare stilskifte på det nye materiale gjorde dog samtidig koncerten en smule usammenhængende, da det hele tiden var helt tydeligt, hvornår bandet spillede nye og gamle ting.

Beklageligvis løb bandet ind i nogle tekniske problemer efter fem sange, hvor den ene guitar pludselig blev ti gange så høj for derefter at forsvinde for pludselig at brage af sted igen. Der blev kæmpet for at fikse lyden, men uden stort held, og den ene guitar kunne derfor i størstedelen af koncerten kun høres via det medbragte baggear.

Alligevel slap bandet mere end helskindet igennem koncerten, der lover godt for de to kommende besøg i Danmark.

The Black Angels spiller 23. september på Voxhall i Århus, og 24. september på Loppen i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA