x
Paul Weller: Enga, Øyafestivalen

Paul Weller, Enga, Øyafestivalen

Paul Weller: Enga, Øyafestivalen

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Der var på de første rækker til dagens koncert mange gengangere fra gårsdagens koncert med The Specials, og sammen kunne vi opleve en veloplagt Paul Weller give sin første norske koncert nogensinde.

Fokus lå til koncerten ikke blot på solomaterialet, men primært på numre fra de seneste plader, hvor sange som "From The Floorboards Up" og "Wake Up The Nation" var blandt dem, der gjorde sig bedst. Det var dog beklageligvis på ingen måde de sange, som folk var kommet for at høre, hvilket var tydeligt hver gang Weller gik i gang med materiale fra 80'erne.

Der var dog glæde at spore, da han spillede et af største solohits, "The Changingman", fra det storsælgende "Stanley Road"-album, men nærmest apati under sange som "No Tears To Cry", "Pieces Of A Dream" og "Trees". Dette så enkelte gange ud til at frustrere den nu 52-årige sangskriver, der på disse sange havde lagt guitaren og taget plads bag klaveret.

Men så er det jo godt, at Weller har lidt i baghånden, og allerede som fjerde nummer fik publikum mulighed for at danse løs til klassikeren "A Town Called Malice", hvilket kommer til at stå som et af de absolutte højdepunkter på årets festival. Det var et godt es at smide fra manden, som konferencieren inden koncerten kaldte "Den største mand af dem alle".

Et andet højdepunkt kom via den nye plade i form af sangen "Aim High", der ikke bare var særdeles groovy, men som også hang perfekt sammen med den efterfølgende "Shout To The Top", der findes på The Style Council-pladen "Our Favourite Shop" fra 1985.

Mod slutningen kom "Broken Stones", også fra "Stanley Road", og så tog Weller igen fusen på publikum ved at spille "Start!", der igen fik løftet folks humør helt op. Herefter blev et af bandmedlemmerne, der til forveksling lignede Noel Gallagher, trukket frem til en duet med Weller på The Jam-sangen "Art School".

Der blev lukket ned med "Come On/Let's Go", der her blev snerret ud, som om det var et Sex Pistols-nummer, og med det var Wellers første norske koncert overstået, hvor der fra scenen blev gjort et godt forsøg på at gøre det til en medrivende omgang.

Men faktum er, at en mand af den kaliber simpelthen fortjener bedre end at spille foran en langtfra fyldt plads foran folk, der ikke gider høre de sidste femten års materiale. Så lad os håbe for Weller, at hans næste norske job bliver på et spillested foran et lidt mere dedikeret publikum, der ikke kun kommer for klassikerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA