
Local Natives , Øyafestivalen, Oslo
Local Natives : Øyafestivalen, Oslo
Anmeldt af Monica Blegvad | GAFFA
Med sin blide sommerpop blandet med indierock i stil med Clap Your Hands Say Yeah, Arcade Fire og Grizzly Bear charmerede Local Natives publikum i sænk. Solen skinnede og gav den perfekte stemning for publikum ved Sjøsiden.
Deres lyd er blevet beskrevet som "afropop-influerede guitarer med hyperaktive trommer og fængende harmonier". Deres debutalbum, "Gorilla Manor", blev først lanceret i Storbritannien november 2009, og først senere lanceret i deres hjemland. De fik gode anmeldelser, men personlig synes jeg deres liveoptræden langt overgik pladen, både ved det tætte lydbillede og i intensitet og udstråling. Albummet inkluderer elementer af diverse Americana-påvirkede melodier, skæve Fleet Foxes-harmonier, afrobeat-trommer, tung lyrik og et Talking Heads-cover, "Airplanes", som de også afleverede denne aften.
På en eller anden måde blendede de mange elementer i musikken sig udmærket godt sammen. De mange forskellige stilarter giver en skævhed, som kun er positiv og giver dybde, som et godt tillæg til det åbenbare mainstream potentiale, som ligger i Beach Boys-møder-Simon and Garfunkel-harmonierne. Trommerne er en god kontrast og skaber det mere fremadrettede og nutidsagtige i musikken.
Local Natives viste massiv personlighed og tilstedeværelse og var i god dialog med publikum, hvor de roste nordmændene, som altid æder, hvad de får af ros med hud og hår: "you guys look so cool with your sunglasses on – you cool secret people".
Koncerten var af den slags, hvor man ikke klarer stoppe med at smile og bare nyder det fra begyndelse til slut. Dejligt og lækkert!