x
Jim Jones Revue: Burning Your House Down

Jim Jones Revue
Burning Your House Down

Jim Jones Revue: Burning Your House Down

GAFFA

Album / PIAS / VME
Udgivelse D. 20.09.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

"Rock'n'roll will never die," sang Neil Young engang. Og det var sådan set ikke forkert. Men hvor navne som Chuck Berry og Little Richard inspirerede ungdomskulturens fødsel, skal man i dag lede længe efter rock'n'roll, der ikke lægger lydspor til suppe, steg og is. Jim Jones Revue er undtagelsen, der bekræfter reglen. Burning Your House Down trækker skamløst på Berry, Richard og flere til, men tilsætter så meget højspændt energi, at de veltjente virkemidler får ny vitalitet. Frontmand Jim Jones (eks-Thee Hypnotics) skiftevis brøler, snerrer og crooner sig igennem 11 hæmningsløse energiudladninger, den ene mere primal end den anden. Pianist Elliott Mortimer trakterer klaveret som Jerry Lee Lewis på speed, og Jim Sclavunos' (Grinderman) produktion fanger bandets fandenivoldskhed uden omsvøb. Når Jones i Killin' Spree proklamerer, at "we're gonna take you on a killing spree", forstår man pludselig, hvorfor 50'ernes bekymrede forældre så skævt til rockmusikken. Bare ærgerligt, sangene ikke er lidt mere slidstærke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA