x
Jónsi: Store Vega, København

Jónsi, Store Vega, København

Jónsi: Store Vega, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Grundet restriktioner fra Jónsis management har GAFFA desværre ingen billeder fra koncerten. Billedet stammer fra torsdagens koncert på Øyafestivalen i Oslo

Jeg skal ærligt tilstå, at jeg kedede mig en smule i selskab med Islands kronede indiehøvding Jónsi, der tirsdag aften gæstede et godt fyldt Store Vega. Og det er ikke, fordi det ikke var et velspillende orkester, han havde taget med. De fire udmærkede musikere leverede varen i et orgie af xylofoner og tangenter – præcis som de skulle. Lyden fejlede absolut heller ingenting, og Jónsi virkede godt tilpas på scenen og levede sig som sædvanlig ind i musikken med en dybt personlig og på én gang indadvendt og imødekommende udstråling. At Jónsi er helt unik, kan ingen være i tvivl om. Derfor må vi også forvente den sublime oplevelse og sætte barren højt.

Problemet er, at Jónsi, der ganske vist er blevet en kende mere optimistisk at lytte til, ikke afgørende trådte ud af den sfære, han sammen med Sigur Rós har dyrket i over et årti. Koncerten var bestemt flot, velarrangeret og storladen, og de bedste sange fra dette års soloudspil, "Go", blev eksekveret med al ønskelig finesse. "Kolniour" har et dragende omkvæd, man får lyst til at rejse væk i, og "Sinking Friendships" sætter sig fast. Men gåsehuden udeblev. Og ofte halter enten verset eller omkvædet i de nye sange.

Jeg kan sagtens se Jónsis kvaliteter: Han har skabt sin helt egen tone, og det er kun ganske få, der som ham er dukket op på den musikalske stjernehimmel med en stemme og en musikalitet, der nærmest ikke kan spores i den tid, han er født i. Der er noget overjordisk over ham, og når han er bedst, strømmer musikken simpelthen ubesværet ud af ham, som om han blot åbner for de indre sluser. Han er ét med musikken. Men indimellem kan man næsten savne, at han i højere grad kunne variere sit udtryk, der ikke længere fremstår så friskt som dengang, han dukkede op. Man kan simpelthen få nok af at høre på ham, og jeg var faktisk lettet, da koncerten efter små 90 minutter var forbi.

Det er næsten, som om Jónsi er blevet for afklaret i sin sangskrivning, der kun sjældent overrasker, men til gengæld svæver frem og tilbage i lidt for ensformige strukturer. Sangene lyder lige så storslåede, som de altid har gjort, og mange af dem peger ud i verden med en begejstret energi. Men når sangene insisterer på det storladne og stræber mod stjernerne, men samtidig ikke helt forløses, får man altså en lidt underlig smag i munden.

Tag for eksempel "Tornado", der nok er det kedeligste nummer fra "Go". Den havde bandet ganske klogt peppet op ved at skrue markant op for den stortromme, der i brutale stød i hvert taktslag modsvarede Jónsis stemme, der nærmest lettede i sød falset. Det var et klogt træk, men det ændrede ikke på, at sangen svæver i udkanten af den gennemslagskraft, Jónsi gang på gang har bevist, han besidder. Og den rolige "Hengilás" lød lidt som et anonymt ekko af Sigur Rós-nummeret "Fljótavik" fra bandets seneste langspiller fra 2008.

Udover et flot og roligt åbningsnummer var det i de mere larmende sange, vi kom tættest på den styrke og magi, man kan forvente af en kunster af Jónsis kaliber. Sange som "Go Do" og "Around Us" var absolut glimrende højdepunkter, der lyste op i en fin, men lidt for ensformig koncert, der ikke desto mindre peger på en Jónsi, der bevæger sig ud af mørket og ind i lyset. Jeg er stadig fan, men forventer at lette bare en smule fra gulvet næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA