x
Mogwai: Burning

Mogwai
Burning

Mogwai: Burning

GAFFA

DVD / Rock Action
Udgivelse D. 31.08.2010
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Hvordan gør man en live-koncert med et post-rock-band interessant? Et musikalsk univers, der oftest broderer sig progressivt af sted over lange sange uden vokal, og derfor typisk bedst udfolder sig ved at lukke øjnene.

Svaret kunne være netop at lade de præmisser skabe filmen. Det er som om, det har stået på idéblokken hos den notoriske franske musikdokumentarist Vincent Moon (bl.a. Arcade Fire og The National), som sammen med Nat Le Scouarnec har skabt en flot film over 47 minutter, der består af otte Mogwai-numre optaget over tre udsolgte aftener i april 2009 Music Hall of Williamsburg i Brooklyn, New York. Som supplement til filmen følger også live-cd'en Special Moves med numre fra de samme koncerter.

At instruktørerne gik udenom de fænomenale Christmas Steps, Killing All The Flies og Tracy er ærgerligt – særligt fordi de kunne udbede sig præcis de sange, de ville. Det skal dog ikke fjerne et fint overordnet indtryk af koncertklip med mellemliggende stemningsoptagelser fra New Yorks byliv, der ved hjælp af nærbilleder og vekslende lysforhold i et sort/hvidt univers intenst visualiserer skotske Mogwai på ganske betagende vis.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA