x
Brandon Flowers: Flamingo

Brandon Flowers
Flamingo

Brandon Flowers: Flamingo

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 06.09.2010
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Efter syv år og tre album som iskold Killer er Brandon Flowers parat med sit soloalbum, hvor han både slår sig løs og skuer mere indad på et album, der indeholder både rock og pop og flere mere personlige numre, end man før har hørt fra Flowers, blandt andet påvirket af hans mors død tidligere på året. Det pompøse åbningsnummer Welcome To Fabulous Las Vegas, hvor Flowers hylder sin farverige hjemby på godt og ondt, den livlige salme Magdalena og den storladne singleforløber Crossfire er årgangs-sangskrivning fra Flowers og sidder lige i masken. Duetten med Rilo Kileys Jenny Lewis, Hard Enough, er fin, men også grænsende til det patos-kvalmende i sine 80'er-agtige musikalske armbevægelser over en noget tynd instrumentering. Den følges heldigvis af den mere nedbarberede Jilted Lovers & Broken Hearts, der i sin ærkeamerikanske stil leder tankerne hen på Bossen selv og numre som Born To Run, hvilket er noget nær så fint, som det kan blive inden for genren. Det bliver lige voldsomt nok med falsetvokalen flere steder på Flamingo, blandt andet på den ellers mørke og bluesede Playing With Fire og den ultrapoppede Was It Something I Said?, der oven i det virker noget malplaceret med sin kiksede og tynde synth og elektriske trommer og nærmere virker som overskudsmateriale fra det sidste Killers-album. Det må sammen med manglen på virkeligt åbenlyse hits være den største anke mod et rigtig fint album, der i høj grad vil appellere til fans af Killers anno Sam's Town, men sikkert nok skal vinde den charmerende Killers-frontmand nye fans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA