x
Faces og The Raveonettes: Værket, Randers

Faces og The Raveonettes, Værket, Randers

Faces og The Raveonettes: Værket, Randers

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Randers vil tilsyneladende være det nye Horsens. Med andre ord en provinsby med stribevis af internationale topnavne. Dette efterår kan byen, på spillestedet Værket, således præsentere kunstnere som Sheryl Crow, Grinderman, John Hiatt, Herbie Hancock og så, denne sensommeraften, de gendannede Faces til deres eneste koncert i Danmark.

Engelske Faces eksisterede i sin tid kun i perioden 1969-1975 og er især kendt som bandet, hvor de unge Rod Stewart og Ronnie Wood slog deres folder, inden de gik videre som henholdsvis solist og i Rolling Stones. De fik dog udgivet fire forholdsvis gode, soul- og bluespåvirkede plader, og efter en enkelt reunion-koncert sidste år er de nu tilbage. Det vil sige uden Stewart, der stadig fokuserer på sin solokarriere - som var med til at splitte bandet i sin tid - og uden bassisten og den lejlighedsvise sanger Ronnie Lane, der døde i 1997 efter mange års kamp mod sklerose. Som erstatning for de to har Faces anno 2010 fået fat i henholdsvis Mick Hucknall, sanger i Simply Red, der for tiden er på afskedsturné, og Glen Matlock, den gamle Sex Pistols-bassist.

Koncerten skulle oprindelig have fundet sted uden for Værket, men grundet svigtende billetsalg blev den rykket inden døre, hvilket dog kun gav en mere intim stemning. Stadig var salen ikke helt udsolgt, men dog nogenlunde fyldt bortset fra helt nede bagved, og humøret var højt på både scene og i salen, da Faces indtog scenen og lagde ud med "Miss Judy's Farm". Hurtigt stod det klart, at Mick Hucknall er fremragende i rollen som Faces-sanger. I Simply Red har han givet den som udmærket, men dog lidt tilbageholdt soul-pop-sanger, men her sang han soul af sine lungers fulde kraft, lidt hæst og dog stærkt, og det fungerede fortrinligt. Også keyboardspiller Ian McLagan var veloplagt og kastede sig hurtigt ud i en af aftenens mange, mange soloer med tydelig jazz-inspiration, med masser af improvisationer og avancerede akkorder på både keyboard og orgel.

Ronnnie Wood i højt humør

Ronnie Wood var et kapitel for sig. Radmager og med en hud marginalt mindre pergament-agtig end hans Rolling Stones-kollega Keith Richards gav han sig fuldt ud som både rytme- og lead-guitarist. Humøret var højt, og Wood virkede en anelse selskabeligt overrislet (i gamle dage havde bandet i øvrigt ofte egen bar og bartender med på scenen), men han blev også kort før koncerten set foran Værket i selskab med en meget ung dame, så det kan have spillet ind. Wood nød tydeligvis at komme lidt mere i fokus end hos Rolling Stones, hvor Keith Richards som regel tager en stor del af rampelyset. Ved siden af Wood virkede Glen Matlock med kort, mørkt og pænt sat hår nærmest som en nydelig, midaldrende herre. Utroligt at man skulle sige det om et tidligere medlem af Sex Pistols. Godt i baggrunden fik Ronnie Wood i øvrigt opbakning af sin søn Jesse Wood på akustisk og elektrisk guitar og kor.

Koncerten fortsatte i forholdsvis højt tempo med "Too Bad" og "Had Me A Real Good Time" - tilsat heftig saxofon fra Simply Reds Chris De Margary - inden farten blev sat ned med balladen, Temptations' "I Wish It Would Rain", hvor Mick Hucknall igen brillerede som vokalist. Samtidig kunne man nyde det tætte samspil mellem Ian McLagan og Ronnie Wood, hvor den enes solo nærmest spillede op til den andens, der så svarede.

Herefter fulgte nok en ballade, Paul McCartneys "Maybe I'm Amazed", der igen trak stik hjem, og det samme gjaldt den afdæmpede, halvakustiske "Ooh La La" med fint Ronnie Wood-kor og det iørefaldende omkvæd "I wish I knew what I know now / when I was younger", der fik fællessangen frem på Værket - og blev tilegnet Ronnie Lane. Herpå forlod alle undtagen Ronnie Wood scenen, og Wood kunne så give den gas i instrumentalnummeret "Plynth", hvor den fik på alle strenge med feedback og forvrænger. Næste nummer, "I'm Losing You", begyndte godt, men stemningen døde lidt undervejs med den meget lange og noget overflødige trommesolo fra ellers udmærkede Kenney Jones, der åbenbart også trængte til lidt opmærksomhed. Til gengæld steg intensiteten voldsomt med Etta James-balladen "I'd Rather Go Blind", hvor Mick Hucknall igen sang, som gjaldt det liv og død - og med mikrofonen påfaldende langt fra læberne, hvilket siger lidt om hans stemmes styrke. Han havde ingen problemer med at synge salen op, og det samme gjaldt i den groovy "Cindy Incidentally" og den hektiske "Pool Hall Richard". Og så var koncerten pludselig slut, efter sølle 70 minutter?!

Den var den selvfølgelig ikke, for Faces havde to ekstranumre i ærmet, den meget bluesorienterede "Feels So Good" og endelig det nærmeste, Faces har været et hit, "Stay With Me", som igen udløste fællessang. Men så var det også slut, efter 80 minutter. Ikke meget, når man i sidste uge kunne se den endnu ældre Leonard Cohen og de kun lidt yngre U2 spille i henholdsvis tre og over to timer. Men det, vi fik, var absolut udmærket, selvom gåsehuden kun lejlighedsvis indfandt sig – som regel i balladerne. En del af gruppens uptempo-numre er nemlig en smule for anonyme og blues-kliché-prægede til for alvor at få armene op, og det er sigende, at flere af deres bedste sange er covernumre. Mick Hucknall er dog forlængst godkendt som Faces-sanger. Lad os håbe, at både den unge og de gamle bliver sammen lidt endnu.

Opvarmning: The Raveonettes ****

Inden Faces fik vi tre kvarters opvarmning ved The Raveonettes. Noget af et umage match til hovednavnet, med deres dybt amerikansk påvirkede støjpop, men de varmer åbenbart op til lidt af hvert for tiden - i sidste måned stod den på Pink i Parken. Raveonettes med Sune Wagner og Sharin Foo på vokaler og til tider ganske støjende guitarer var dog ganske veloplagte og leverede 12 sange fra hele deres fem album lange bagkatalog, herunder hits som "Attack Of The Ghost Riders", "That Great Love Sound", "Love In A Trash Can", "Blush" og "Last Dance". Gruppen talte tilmed usædvanlig meget til publikum mellem sangene. Vi fik blandt andet at vide, at det var første gang nogensinde, de spillede i Randers, selvom de har eksisteret i snart 10 år. I et par af sangene stod Sharin Foo for trommespillet, der blev leveret fra et opretstående trommesæt uden tam'er eller hi-hat, men ellers var trommerne og bassen betjent af henholdsvis Adrian Aurelius og Jens Hein, der til daglig slår deres folder i Mellemblond. Alt sammen yderst kompetent. Højdepunktet var den afsluttende og meget stemningsfulde "Aly, Walk With Me", der munder ud i voldsom, inciterende guitarstøj. At dømme efter de forholdsvis beherskede klapsalver (som Sune Wagner dog roste, tilsyneladende uden ironi) og publikumskommentarerne bagefter gik Raveonettes dog ikke lige rent ind alle steder, men det var som sagt også et umage par.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA