x
Diverse kunstnere: Oppenheimers Eftermiddag, VoxHall, Århus

Diverse kunstnere, Oppenheimers Eftermiddag, VoxHall, Århus

Diverse kunstnere: Oppenheimers Eftermiddag, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den århusianske vækstlags-festival Oppenheimers Eftermiddag kan i år fejre sit 11 års jubilæum, og arrangørerne kan se tilbage på 11 år, hvor festivalen har præsenteret en lang række spændende musiknavne, hvor flere siden har fået en pæn karriere: Fallulah, Ginger Ninja, Dúné, The Blue Van, Vincent Van Go Go, BliGlad, epo-555 og Tiger Tunes, for blot at nævne nogle. Med andre ord er Oppenheimers Eftermiddag et sted, man kan anbefales at gå hen, hvis man vil have en forsmag på morgendagens stjerner.

Derfor var GAFFA på pletten på VoxHall, da det første band gik på scenen lørdag klokken 15.30. Det skal for god ordens skyld siges, at undertegnede anmelder også har været med til at udvælge de seks orkestre, men min stemme talte altså kun med 1/5, og udvælgelsen af bands er primært sket via lytning til MySpace-profiler. Grupperne kunne altså sagtens skuffe live, selvom de har lavet nogle gode indspilninger. Hvert band fik i øvrigt 45 minutters spilletid på scenen.

Caspian And The Good Times ****
Eftermiddagen åbnede blidt med den københavnske kvintet Caspian And The Good Times, som dog optrådte uden deres trommeslager, da han var optaget af at spille med CODY andetsteds. Musikalsk er der heller ikke så langt mellem CODY og Caspian And The Good Times, der spiller afdæmpet, halvakustisk, melankolsk indie-folk med en vemodigt klagende cello og samspillet mellem akustisk og elektrisk guitar som en markant del af lydbilledet. Forsanger Caspian Christensen (ja, det hedder han, hans forældre er Narnia-fans) har en flot, lys stemme, som passer fremragende til bandets lavmælte sange, der holder et højt bundniveau. Især nummeret "Finally Undressed" gjorde sig positivt bemærket, og flotte vokalharmonier fra guitarist Christoffer Høg og bassist Tobias Øhrstrøm Poulsen trak yderligere stik hjem ved en fin Oppenheimer-åbningskoncert, hvor publikum dog endnu kun havde indfundet sig i begrænset omfang.

The Kites ****
Herefter blev det tid til den københavnske kvartet The Kites, der havde bedt konferencieren præsentere dem som et band, hvis sange er "hyggelige", "dejlige" og "festlige". Det skulle vise sig at være meget dækkende. Efter en lidt kedelig start med en meget lang og monoton intro til den ellers udmærkede sang "The Leak" kom der god gang i The Kites' melodiske, energiske og nærmest tidløse pop/rock fremført af den klassiske besætning sang, to guitarer, bas og trommer. Forsanger Lasse Møller har en stærk rockvokal, der – også i den let vrængende udtale – minder en smule om Liam Gallaghers, og bandet skriver nogle ganske iørefaldende sange med masser af "åh-åh"-kor og små, finurlige guitarriff. Især numre som "Sweet Lizzie" og "Play" fængede. Vi er ikke ligefrem vidne til en genopfindelse af den rockmusikalske dybe tallerken, men mindre kan også gøre det, og The Kites fik sat god gang i det langsomt voksende publikum.

Jeremy Sparrow *****
(billedet)
Jeremy Sparrow er et alias for den odenseanske sanger og sangskriver Lasse Smed, som på VoxHall stillede op med sin band bestående af to guitarister, bas og trommer samt ham selv på sang og guitar. Umiddelbart er Jeremy Sparrows fysiske lighed med den gamle Stone Roses-sanger Ian Brown slående, bortset fra at Sparrow har større bakkenbarter. Musikken kalder Jeremy Sparrow sig selv "post-indie" eller "indie light". Er den fysiske forbindelse til britpoppen tydelig, så synes den musikalske inspiration i højere grad at komme fra den amerikanske indie. Jeremy Sparrow synger med en markant amerikansk udtale, og kombinationen af accenten, hans lyse stemme og den melodiske guitarrock sender tankerne i retning af navne som Modest Mouse, Band Of Horses eller de danske US-indie-fans Figurines. Jeremy Sparrows sange er glimrende, ikke mindst den fængende "Suburb", og de kom langt ud over scenekanten med hans stærke band, hvor især lead-guitaristen Rune Risager brillerede med flere temmelig uortodokse soloer. Godt gået.

Silver Gleaming Sound Machine ****
Efter tre bands med fokus på guitaren blev det tid til århusianske Silver Gleaming Sound Machine, der dog indtog scenen med en større opstilling af analoge synthesizere, samplere, et trommesæt og en enkelt elektrisk guitar. De tre mandlige medlemmer var klædt helt i hvidt, men forsanger Sarah Gram var i sort. Gruppen er efter eget udsagn inspireret af blandt andet 70'ernes tyske Krautrock og 60'ernes melodiske pop (lige eksempelvis engelske Stereolab er det), og det høres tydeligt i deres musik, der live blev fremført med stemningsfulde visuals af blandt andet storbylandskaber på lærredet bag scenen. Åbningsnummeret lød grangiveligt som en coverversion af Serge Gainsbourgs erotiske klassiker "Lemon Incest", og selvom det er fremragende sang, virker det lidt malplaceret at spille covernumre til en vækstlags-festival, hvor man kun har 45 minutter på scenen. Ikke mindst, da SGSM's fortolkning af sangen varede omkring 10 minutter. Heldigvis er SGSM's egne sange udmærkede. De er som hos de krautrockende inspirationskilder ofte minimalistiske og repetitive, men der havde dog også sneget sig nogle temposkift ind hist og her, hvilket gav en behagelig afveksling i udtrykket. Sarah Grams lys, en anelse skingre stemme fungerede fint i lydbilledet, af og til bakket op af guitarist Rasmus Dyrings ligeledes fine røst. En fin koncert, og dagens mest anderledes indslag.

Forgotten Fields On Fire ****
Københavnske Forgotten Fields On Fire er i udgangspunkt en duo alias de to sangere og guitarister Jakob Bøcher Müller og Frederik Gøtzsche, som live var udvidet med bassist, trommeslager og keyboardspiller. Samtlige fem musikere var iført hvide T-shirts med et påklistret rødt hjerte. Forgotten Fields On Fires musik emmer da også af glæde og positivitet. Gruppen er efter eget udsagn inspireret af britpoppen, og det høres da også tydeligt, men man kan også bare kalde det tidløs, melodisk pop/rock. De to hovedmænd skiftedes til at synge leadvokal og agere fine korstemmer for hinanden og vekslede mellem akustiske og elektriske guitarer. Blandt højdepunkterne var det mere afdæmpede nummer "You'll Find Me There", hvor brugen af tamburiner satte prikken over i'et. I de mere tempofyldte sange var der omvendt optræk til dans på de forreste rækker, og nu havde der heldigvis indfundet sig en del publikummer på VoxHall. Endnu en yderst behagelig Oppenheimer-koncert.

Lastbandalive *****
Eftermiddagens, som nu for længst var blevet aftenens sidste officielle band, københavnske Lastbandalive, præsenterer sig selv som "apokalyptisk pop". Der er nu ikke noget særligt apokalyptisk over gruppens meget melodiske pop/rock, som ligesom Forgotten Fields On Fire har to sangere i front, der skiftevis synger i kor, synger duet eller er alene i spidsen af de enkelte sange. Modsat hos Forgotten Fields On Fire har Lastbandalive dog et keyboard som en del af lineuppet, og det fylder en god del af lydbilledet. Det hele fungerer fremragende, og så har Forgotten Fields evnen til at skrive iørefaldende, hitpotentielle sange, som lyder som skræddersyet til radiostationerne og bilradioerne. Eksempelvis "The Mexico Of Europe", " Sideways" og "Be First Lady" har hurtigt fat i lytteren, og i det hele taget har Lastbandalive masser af slagkraft. Lur mig, om ikke de er kommet langt videre i deres karriere, når vi skal i gang med Oppenheimers Eftermiddag 2011.

Surprise-navn: Oh No Ono ****
Vanen tro afsluttede Oppenheimers Eftermiddag af med en overraskelse i form af et mere etableret band. I år gjaldt det Oh No Ono, der dog stillede op uden både deres keyboardspiller Nicolai Koch, der for nylig har forladt bandet, og guitarist og korsanger Aske Zidore, der ... ja, jeg fandt ikke rigtig ud af, hvorfor han manglede, men det gjorde han i hvert fald. Med andre ord var Oh No Ono reduceret til en trio alias sanger og guitarist Malthe Fishcer (iført en sød lille butterfly), bassist og keyboardspiller Nis Svoldgaard og trommeslager Kristoffer Rom. Noget af en udfordring for et band, der på deres seneste album "Eggs" angiveligt har brugt omkring 400 (!) spor i indspilningsprocessen. Måske derfor spillede de ikke så mange af de hyperkomplekse sange fra det nyeste album, men til gengæld en del fra debutalbummet "Yes" og et par stykker fra debut-ep'en "Now You Know". Nis Svoldgaard sang lidt mere kor end vanligt, og det hele fungerede faktisk udmærket, selvom vi måtte undvære den fiffige keyboardfigur i "Internet Warrior", fordi Svoldgaard samtidig skulle passe sin bas. Samme nummers keyboardoutro var erstattet af fløjt fra Fischer og Svoldgaard, og i det hele taget var det ganske interessant at se Oh No Ono i denne nedbarberede version, hvor også Kristoffer Rom virkelig arbejdede hårdt bag trommerne. Desværre tabte Oh No Ono lidt momentum mod slutningen af koncerten, hvor deres udgave af Beatles' psykedeliske "Tomorrow Never Knows", som de ofte har spillet live, blev trukket lovlig langt ud, hvilket måske var årsagen til, at kun ganske få klappede på ekstranummer bagefter. Men ellers en udmærket koncert fra det efterhånden ganske rutinerede orkester.

Alt i alt en fornøjelig eftermiddag og aften med et højt bundniveau. Ingen af de seks officielle orkestre faldt igennem, og især Jeremy Sparrow og Lastbandalive viste potentiale. Sidste år på denne tid spåede jeg Oppenheimer-deltageren Fallulah stor succes i løbet af det kommende år. Det har hun fået, og i år vil jeg som nævnt sætte mine sparepenge på Jeremy Sparrow og Lastbandalive. Lad os snakkes ved om et år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA