x
Diverse kunstnere: Elektronisk Jazzjuice, Musikcaféen, Århus

Diverse kunstnere, Elektronisk Jazzjuice, Musikcaféen, Århus

Diverse kunstnere: Elektronisk Jazzjuice, Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Christian Lade Broch-Lips | GAFFA

Iført udtrådte og gennemblødte kondisko, med et farverigt bemalet ansigt og med en udbrændt joint i hånden. Sådan ankom en stor del af publikum til dette års alternative festival i hjertet af Århus – Elektronisk Jazzjuice. I små grupper stod folk og søgte i ly for den dundrende regn. De ledte efter steder i Musikcaféens gård, hvor regnen ikke kunne spolere den spændte og forventningsfulde stemning, der herskede lørdag aften. Et af de steder var indenfor i Musikcaféens trange hule. I caféens dunkle, men hyggelige, tætsluttende mørke, var det hårde betongulv fyldt med varme, svedende mennesker, hvor de fleste sad på det kolde betonguld. Det skulle vise sig at blive en aften med både imponerende, forfærdelige og lidt ligegyldige indslag, men samtidigt et modigt forsøg på at bringe alternative og ukendte genrer til Århus. Et forsøg der i den grad lykkedes.  

Mega Top Afbrænding 2000: 20 minutters techno-tortur *
Endelig luntede to mænd genert ind på scenen. Den ene med langt hår og skæg iført joggingtøj; den anden i shorts og T-shirt. Manden i joggingtøjet kiggede ned på publikum (vi sad stadig ned) og mumlede et utydeligt ord. Med det samme dundrede øredøvende lyde ud af højttalerne. Skingrende og skrattende væltede de rundt i det før så hyggelige rum. Med teksten "Kender du Jesus? Han er sej.", virkede åbningssangen næsten som et forsøg på at udsætte publikum for lidelser lige så slemme som dem den sagnomspundne Messias selv er gået igennem. Det gjorde decideret ondt.

Mega Top Afbrænding 2000 er i bandomtalen beskrevet som et projekt hvor "hyperaktive speedcore-rytmer og psykotiske rave-lydflader mødes i blasfemisk symbiose". En kortere og mere præcis beskrivelse kunne være "larm." Der var stort set aldrig nogen form for rytme, og når der endelig var, fik beatet lov til at spille i allerhøjst 10 sekunder for derefter at blive afløst af hakkende og usammenhængende lyde. Smadrede synthflader væltede oven i hinanden, og øredøvende stortrommeslag hamrede løs i en endeløs urytmisk strøm. Ved hjælp af psykedeliske farver og skydende maskingeværer på videolærrederne i baggrunden skabte MTA et metallisk mareridt. Selv stod de stille og roligt bag deres mixerpulte og lignede nogen, der uskyldigt spillede hits fra 90'erne. Efter 20 minutters øredøvende mudder måtte jeg desværre forlade det tydeligt Albertslund Terrorkorps-inspirerede indslag, som eksklusivt var sat på benene til festivalen af frontmand Lisbent. I regnen udenfor tjekkede jeg min puls og opdagede lettet, at mit hjerte stadig slog.

Leafcutter John: Et ydmygt geni i en mekanisk natur *****
Engelske Leafcutter John, med det borgerlige navn John Burton, spiller en stilart, som han selv kalder "elektroakustisk hybridfolk". På denne grå sommeraften havde han bl.a. medbragt guitar, computer og en pose røde balloner, og det stod hurtigt klart, at dette ville blive anderledes. Den skrøbelige skikkelse startede blødt ud med at klimpre let på guitaren. Ved hjælp af sin computer forvandlede han de fragile toner til forvrængede lyde, der hurtigt skabte en afslappet og rar stemning i det lille lokale. Akkompagneret af smukke billeder af hvide duer og brusende oceaner fangede kunstneren med ét publikum. De, der ikke sad ned i forvejen, fandt hurtigt vej til det hårde gulv, og flere og flere begyndte endda at lægge sig roligt ned på ryggen. Efter et par minutter i Leafcutters drømmeunivers tog musikeren mikrofonen i hånden og sagde roligt: "Well, that was kind of a soundcheck."

I de næste 45 minutter tog Leafcutter John os med på en eksperimentel rejse. Han sprængte rammerne for, hvad musik egentlig er, ved at lave storslåede lyde og sprøde beats, kun ved at bruge en ballon og en computer. Han fik os til at føle, at vi stod på den afrikanske savanne ved hjælp af billeder og naturlyde. Og selvom det ind imellem var tæt på at blive en smule ensformigt, formåede han alligevel at fastholde publikum med sine vidunderlige momenter af genialitet. F.eks. når han dubbede sin egen smukke stemme til et ti-stemmigt kor, eller når han spillede med sin hjemmelavede pickup på sin computer og derved skabte et elektronisk og dystert lydbillede.

Som koncerten skred frem, måtte flere og flere se sig overgivet til den engelske kunstners univers. Flere lå på gulvet med lukkede øjne og et kærestepar lagde sig tæt op ad hinanden med salige smil på læberne. Først da Leafcutter John afsluttede oplevelsen med et "Thank you", fandt vi tilbage til virkeligheden og kvitterede med aftenens største bifald. Havde det ikke været for de til tider lidt kedelige og umelodiøse momenter, havde det engelske geni afholdt en opvisning i elektronisk kunst til perfektion.

Quinoline Yellow: En monoton langgaber **
Et varmt, hip-hop inspireret beat startede aftenen for en anden englænder, Luke Williams, der denne gang gik under aliasset Quinoline Yellow. For første gang blev der spillet jordnært og forståeligt musik, der dog hurtigt blev for monotont og intetsigende. Ligesom det kedelige diasshow, der kørte i ring i baggrunden, virkede det også, som om at den engelske dj havde svært ved at komme videre og var bange for at udfordre. Ind i mellem startede han et par interessante melodistykker, der dog hurtigt blev droppet til fordel for ensformige og på ingen måde udfordrende rytmer, som prægede hele sættet. At Quinoline Yellow ikke var noget specielt interessant bekendtskab, fik han slået fast, da han til sidst i fem minutter spillede usammenhængende lyde, der fik folk til at gå op i baren og bestille fadøl.

Zun Zun Egui: Afrikansk folkedans ***
At Jazzjuice '10 var sammensat af modsætninger, blev endnu engang understreget da det firemands høje afrorock-orkester Zun Zun Egui væltede ind på scenen. Dansable rytmer fra en meget tight trommeslager satte gang i publikum, der for første gang på aftenen dansede og klappede i takt til musikken.  Først nu var første stavelse i ordet "Jazzjuice" forståeligt. Den behårede forsanger brølede i mikrofonen, mens bandets kvindelige pianist tilførte smukke melodier til det ellers lidt mudrede og mørke lydbillede. Gruppen, der kommer fra så forskellige steder som Japan, Australien, England og Mauritius, formåede desværre aldrig rigtigt at komme ud over scenekanten. Selvom de gjorde hvad de kunne for at starte en fest, blev det aldrig rigtig godt. Måske på grund af manglen på iørefaldende melodier. Måske fordi bandet ikke havde medbragt en eneste laptop og udelukkende spillede akustisk. Eller måske fordi de ikke selv lignede nogen, der syntes at det var det rette arrangement for Zun Zun Egui at spille til. Trods alt formåede de dog at sætte gang i publikum og leverede da også en ganske habil indsats.

Polar Bear: Jazzens ankomst ***
Klokken 23.50 – 50 minutter forsinket - fandt aftenens andet band frem til scenen på Musikcaféen. Kvintetten, der er dannet af den skotske trommeslager Sebastian Rochford, startede deres aften ved endnu tydeligere at understrege, at aftenens arrangement indeholdt jazz. Med kontrabas og to saxofoner leverede de jazzede kompositioner uden vokal. Et af gruppens medlemmer, den føromtalte John Burton (Leafcutter John, red.), spillede skiftevis på sin rytmeguitar og sin computer. Med guitaren fik han ikke præsteret noget mindeværdigt, men da han fandt vej til computerens taster og tappede ihærdigt på en tilsluttet Wiimote (en controller til spillemaskinen Nintendo Wii, red.), skabte han sammen med Sebastian Rochford et flot og bragende rytmisk billede. Koncerten bar desværre hurtigt præg af ikke rigtigt at komme nogen steder, og de første numre lød som de sidste. Lidt en skam, da et mere spraglet og knap så tungt lydbillede i den grad ville have klædt Polar Bear. Et træt publikum begyndte langsomt at forlade Musikcaféen til fordel for at overvære et af festivalens hovednavne, Trembling Bells, der på samme tidspunkt var ved at stille op på nabocaféen Gyngen.

Trembling Bells: Smuk og rar folkrock ****
Bandet Trembling Bells, som lukkede scenen på Gyngen, er en skotsk gruppe, der bl.a. flirter med country og folk. Badet i lys stod de fire musikanter og kiggede ud på et publikum, der alle sad tilbagelænet i stole rundt om runde caféborde. Med højt til loftet og med en summen af stemmer i Gyngens orange skær virkede denne scene som en stor kontrast til Musikcaféens dunkle hule. Kvartettens kvindelige forsanger og pianist, Lavinia Blackwall, stod i front og smilede til publikum. Det her var i den grad en scene, der passede Trembling Bells ganske godt. Med de klassiske fire taktslag satte trommeslager og sangskriver Alex Neilson gang i bandets sæt, der med poppede melodier og glade sange i højt tempo lukkede Gyngens scene på fin vis. Selvom at musikken mest af alt var ovre i folk-rock, kastede bandet sig til tider ud i stormende og voldsomme stykker, der flot blev rundet af med roligt guitarspil. En uhyre stærk rytmisk gruppe understregede et band af høj kvalitet, og med numre, der ledte tankerne hen på de anmelderroste Arcade Fire leverede Trembling Bells en flot opvisning, der dog tydeligt manglede hits, som ellers ville have klædt de skotske musikere.

Jazzjuice Festival '10 viste, hvordan forskellige stilarter succesrigt kan blandes, og det var tydeligt, at blandingen var rystet ekstra grundigt i år. Selvom festivalens optrædende sjældent for alvor imponerede (eneste undtagelse var Leafcutter John, red.), er Jazzjuice et modigt og yderst vigtigt forsøg på at give Århus' alternative scene et frisk pust. Dette lykkedes til fulde og arrangørerne Glædelig Jul Blokfløjter, kan roligt være stolte og tilfredse med afviklingen af den specielle, grænseoverskridende festival. Godt mixet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA