x
Suicide: Statens Museum For Kunst, København

Suicide, Statens Museum For Kunst, København

Suicide: Statens Museum For Kunst, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Både Alan Vega og Martin Rev, de to herrer, der udgør synthpunk-gruppen Suicide, har rundet halvfjerds, så man kunne vel sige, at der var noget bitter ironi ved det faktum, at duoen i København skulle optræde på, af alle steder, et museum. Og for så at føje spot til skade, så er der ikke tale om en stadionrock-dinosaur af den slags for hvem det efterhånden er blevet tradition at fortsætte vel over pensionsalderen, men en duo, der har rødder i punk-kulturen, en kultur, der i hvert fald i sit udgangspunkt, var uløseligt forbundet med ungdommeligt oprør mod de gældende normer. Og så melder det åbenlyse spørgsmål sig selvsagt - kan man på nogen tænkelig måde forestille sig, at to gamle mænd med rødder i punk, stuvet ind på et museum - ja, forsanger Vega har sågar, et par gange, hævdet, at det faktisk var Suicide, der opfandt punken, intet mindre -  kan man forestille sig, at sådan et projekt kan ende med andet end tåkrummeri eller i bedste fald skamløs nostalgi og higen efter en tid, der var engang, dengang man endnu var ung?
 
Er man rettroende rockanmelder af den type, der rent faktisk tror på illusionen om sex, drugs & rock'n'roll, som tror på rockens næsten magiske evne til at formidle autentisk oprør til de unge, ja, så må svaret være givet på forhånd. For selvfølgelig kan gamle mænd ikke favne ungdommens musik, og da slet ikke punk-musikken, som jo, mere eller mindre berettiget, fik tvunget lev-stærkt-dø-ung-myten langt ned i halsen. Men som rockanmelder er jeg heldigvis kætter. Jeg ser ikke nødvendigvis noget problem i bedagede rocksangere, og selvom man da bestemt kan pege på en del gamle stjerner, der nok burde have trukket sig tilbage for flere år siden, så kan man, med lige så god ret, pege på en del unge navne, der måske bare aldrig skulle være gået i gang. Og ser man på den unge generation i dag, med dens hang til ligegyldig - og kortvarig - berømmelse gennem talent- og reality-konkurrencer på tv, så kan man muligvis ligefrem gribe sig selv i at tænke, at måske har ungdommen godt af lidt harsk lærdom fra det ældre segment. Og jeg kan love, at Suicide tilhører ikke den del af ældreskaren, der sætter det sikre kryds ved Pia K.
 
Gammel støj på gamle flasker

Omkring klokken 22 gik sortklædte Suicide på scenen - Rev indfandt sig bag sine synthesizere og trommebokse mens Vega stillede op ved mikrofonen. Aftenens program var annonceret på forhånd - en komplet opførelse af gruppens debutalbum fra 1977, så da de første tunge bastoner fra "Ghost Rider" bragede ud af højttalerne, side om side med forvrænget orgel og Vegas desperate vokal, så kom det selvsagt ikke som nogen overraskelse for de sande kendere, som da også straks lod sig rive med af musikken, og sørgede for, at der ikke blev tale om den siddekoncert, der ellers var lagt op til. Og tak for det!
 
Suicide kom godt fra start, og publikum tog rigtig pænt imod gruppen, men hurtigt stod det klart, at koncertsalen i Statens Museum For Kunst var knap så venligt stillet. Lyden var ikke optimal, og især de dybe frekvenser havde tendens til mudder. At Vegas mikrofon så tilmed var udstyret med rigelige mængder rum og ekko, bedrede ikke det generelle indtryk. Hånden på hjertet, jeg har været til en del undergrundskoncerter med ukendte navne, hvor lyden var bedre end det Suicide præsterede, og anskuer man gruppens optræden primært ud fra en lydteknisk optik, så kan man nok godt tillade sig at trække en stjerne fra i det samlede regnskab.
 
Når jeg så alligevel klemmer mig op på små fem stjerner, til trods for lydproblemerne, til trods for at Vega til tider havde besvær med at huske tekster og ramme de rette toner, på trods af Revs hang til stort set i hvert eneste nummer at benytte samme partytrick på sin synthesizer igen og igen - nemlig klør fem hamret tilfældigt i tangenterne i tide og utide - så skyldes det ikke mindst det musikalske materiale. Suicides debutalbum er nemlig en sær, sær størrelse, som på én og samme tid er ærkeamerikansk blues og rock'n'roll, side om side med manieret europæisk avantgarde og elektronik, det ene øjeblik frådende og forvrænget med numre som "Ghost Rider", "Rocket USA" og "Frankie Teardrop", det næste badet i halvtredser-nostalgi og vamp-klichéer fra rockens lille ABC som på "Cheree", "Johnny" og "Girl". Det er punk, men her er ikke en guitar i miles omkreds, og selvom de fleste numre er korte, som det jo var mantra i punkkredse, så er et af albummets bedst kendte passager, den mareridtsagtige "Frankie Teardrop", en psykotisk sag på mere end ti minutter. Musikhistorisk betragtet er det hele en sand pærevælling, det er noget rod, og flere af de elementer, der bringes i spil hører slet ikke til i samme univers, traditionelt set, hvis man spiller efter de gældende regler. Men det gør Suicide ikke, og de har formentlig slet ikke skænket den slags overvejelser en tanke dengang de oprindeligt skruede albummet sammen, og det er en af de væsentligste styrker, en styrke, som også på Statens Museum For Kunst var med til at sikre. At selvom både musikken og dens bagmænd havde en del år på kontoen, så var der kvaliteter til stede, der rakte gennem generationer, for som med alle holdbare værker, så udmærker Suicides debutalbum sig ved netop at være sin egen størrelse, og det bar koncerten også præg af.
 
Trentemøller på selvmordsmission
Efter koncert og behørigt bifald gik Trentemøller på som dj, og ikke så få i det sortklædte segment havde forinden diskuteret hvorfor man dog, af alle, havde valgt netop dette navn. Spekulationerne syntes at bevæge sig i retning af, at arrangørgruppen ArtFreq nok mest af alt havde brug for et kendt navn, der kunne være med til at trække det store café-segment til koncerten, men programmet lovede et Suicide-inspireret dj-sæt, så en del nysgerrige blev hængende for at høre, hvad det dog gik ud på.
 
Man må sige, at folk fik, hvad programmet lovede, for Trentemøller havde forberedt et sæt med Suicide-klassikere udsat for electronica, det ene øjeblik med spor af synth og industrial, det næste med smag af dubstep og glitch, men hele tiden velbalanceret og med respekt for originalforlæg og det lydunivers, man forbinder med netop Suicide. Hvis nogle havde været en smule skeptiske i udgangspunktet, så var det mit indtryk, også blandt de særdeles sortklædte fans, der fortsatte til efterfest på gothklubben Faust, at Trentemøller slap godt fra udfordringen.
 
Selvom især lyden voldte visse problemer aftenen igennem, så gik det hele alligevel, og så tror jeg faktisk tilmed at det lykkedes for Suicide at fremmedgøre noget af det fremmødte publikum undervejs. Og det er vel ikke helt ringe gået af et par herrer, der har rundet halvfjerds.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA