x
Hot Chip: Store Vega, København

Hot Chip, Store Vega, København

Hot Chip: Store Vega, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

Britiske Hot Chip har siden debutalbummet i 2004 indtaget dansegulvet med deres fængende mash-up af indie-elektrorock med referencer til både pop, soul, hip hop, techno og house. Bandets seneste liveoptræden på dansk jord var på Roskilde Festival i 2008, hvor de blæste Arena omkuld. Noget tyder på, at danskerne fortsat har godt fat i Hot Chip, og ikke har i sinde at slippe foreløbig, for koncerten i Store Vega var udsolgt denne fredag aften.

Klokken lidt over 21, en time efter annonceret, gik Hot Chip på scenen uden indledende opvarmning. At dømme ud fra publikums velkomst var opvarmning ikke nødvendigt – stemningen var forventningsfuld og høj fra starten. Åbningsnummeret "And I Was A Boy From School" fra bandets andet album "The Warning" kickstartede festen med fængende soulriff og melankolske vokalharmonier, bundet sammen af tung basgang.

Forsanger på barselsorlov og musikalsk stoledans
Det var klart allerede fra første nummer, at en af bandets hovedkræfter, den ene forsanger Joe Goddard, manglede på scenen. Forklaringen var, at han tre dage inden var blevet far til en lille datter. Hvordan klarer et band denne lettere penible situation? Da en fødsel heldigvis sjældent kommer som en overraskelse, havde Joe Goddard nået at indspille vokalbidder, og på udvalgte numre tonede han frem på en opstillet skærm og agerede dermed ledende vokal in absentia. På resten af numrene vikarierede både Al Doyle (guitar) og gæstemedlemmet Rob Smoughton (trommer). Resultatet var overraskende godt, og selv om hverken Doyle eller Smoughton besidder Goddards præcise staccatovokal, er der udløst topkarakter for at løse et næsten uløseligt problem på fornemste vis.

Det var interessant at se, hvordan bandet foldede musikken ud live; fra studieindspilningernes stramme elektroniske verden til et rocket og absolut publikumsvenligt liveudtryk, der gjorde eventuelle forventninger om et band, der forskanser sig bag laptops, til skamme. Scenen var domineret af synthesizere, men altid i symbiose med guitaren, den underliggende basgang i konstant samspil med trommer.

Alexis Taylor er en besynderlig frontfigur. En lille nørdet mand iklædt hvidt tøj, som mest af alt lignede en krydsning mellem en portør og Woody Allen! Men hvad han manglede i højde, kunne lægges til i croonereffekt. Hans smukke falsetstemme giver et let udtryk og skaber en kontrast til de hårde beats.

Hot Chip opstillede under koncerten en slags legesyg musikalsk stoledans, hvor bandmedlemmerne konstant afløste hinanden; trommeslageren gik til mikrofonen, vokalist byttede med guitarist, og alle kunne tilsyneladende spille synthesizer. Hvis man krydrer denne alsidighed med en synlig spilleglæde og et band, der hverken ville eller kunne holde sig i ro, opstiller man de perfekte rammer for en fest både på og uden for scenen.

Feststemning og driftsikre beats
Ud af koncertens 13 numre var godt halvdelen taget fra bandets seneste album "One Life Stand". Og selv om bandet på dette album har vist en mere afdæmpet side, så vi med undtagelse af den blændende smukke og desværre en smule malplacerede "Alley Cats" ikke meget afdæmpethed under koncerten. Det klædte Hot Chip at opretholde festmomentet ved at servere den ene dansegulvsbasker efter den anden. "Over And Over" var ikke uventet et af koncertens højdepunkter med fællessang og publikum som én stor hoppende masse til følge. Med "Hold On" brød helvede løs ("I'm only going to heaven if it feels like hell" – ja tak!) og leverede koncertens hårdeste og mest driftsikre beats, som blev kulminationen på en intens koncertoplevelse.

Ekstranumrene inkluderede (naturligvis) to af bandets største hits "I Feel Better" og "Ready For The Floor". Især den første, som også er at finde på bandets seneste album, er et regulært dansehit, og bragte igen salen på kogepunktet indtil sidste strofe var sunget og bandet for længst havde forladt scenen. Alt i alt en fabelagtig fest af en koncert med et særdeles veloplagt band. Eneste anke var, at koncerten var alt for kort - 1 time og 25 minutter er lige i underkanten. Hvis det havde været op til publikum, ville den vare endnu!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA