x
Jenny And Johnny: I'm Having Fun Now

Jenny And Johnny
I'm Having Fun Now

Jenny And Johnny: I'm Having Fun Now

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 30.08.2010
Anmeldt af
Mikkel Elbech

Der er dømt romantisk dreng-pige-dynamik på dette første fælles udspil fra 34-årige Jenny Lewis og hendes syv år yngre kæreste, Jonathan Rice. At de to samarbejder musikalsk er der som sådan ikke noget nyt i. Både på Lewis' sidste soloalbum, Acid Tongue, og især i forbindelse med hendes koncerter har Rice med sin sprøde vokal fået en prominent plads. På dette 35 minutter lange album fylder han så endnu mere, og det er gavmildt gået af Lewis, der – trods en pæn succes for Rice på egen hånd – utvivlsomt er det største navn af de to. Som titlen antyder, er der ikke meget af den vemodige, mere kryptiske og af og til decideret spydige Lewis, som man også kender hende fra Rilo Kiley, tilbage. I stedet er tempoet i de fleste numre højt og lystigt, og ruller således derudad som en festfyldt spisevogn i en rejse gennem udpræget amerikanske landskaber, hvor der nok hentydes til livets udfordringer, men hvor de aldrig synes uoverkommelige. Albummet kræver mere tilvænning end forventet, men overgiver man sig først, kan man glæde sig til en retroromantisk fest af de afgjort bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA