x
Arcade Fire: Tempodrom, Berlin

Arcade Fire, Tempodrom, Berlin

Arcade Fire: Tempodrom, Berlin

Anmeldt af Stephan Ullerup | GAFFA

Med et druknes hele salen i larm. Et hav af feedback, skrig og metal klaskes sammen. Min sidemand råber i ekstase : "Det her er det bedste moment i hele koncerten." Hvordan kan jeg forklare at han har ret? Det er jo egentligt bare støj.

I over seks kvarter har Arcade Fire bygget op til dette crescendo. Al deres vildskab og enorme energi kolliderer og forløser en ukendt indestængthed vi åbenbart alle lever med.

Arcade Fire er kommet til Berlin for at promovere deres tredje album, "The Suburbs". Et svagt og ofte kedeligt udspil, hvor Arcade Fire forsøger sig som et "straight" rockband. Halvdelen af numrene i aften kommer også fra selvsamme plade, og publikum reagerer måbende, som stod der "Alarm. Band i kreativ krise" på storskœrmen.

Det er ellers ikke fordi de mangler personlighed. Forsanger Win Butlers maniske blik forlanger opmærksomhed, og han styrer det ni mand store orkester igennem begivenhederne som en kultleder til vœkkelsemøde. De resterende bandmedlemmer gør hvad de kan for at bœre deres leder frem.

Scenen er en musikalsk legestue, hvor alle skifter instrumenter, og hvor intet instrument er i nœrheden, bliver der danset eller banket i gulvet. Forestil jer The Kelly Family med punkattitude. Alle indlever sig og virker til at nyde hvert åndedrag. Det er betagende at betragte og man ville ønske, man måtte vœre med til løjerne.

Det hele virker totalt spontant, men må vœre indøvet til punkt og prikke.

Den høje energi og de utroligt tight spillede sange vejer i den grad op for noget af det nye materiales svaghed. Ja, for at sige det lige ud, selv deres lortesange holder live.

Det er de gamle numre der hiver stikkene hjem. Favoritter som "Tunnels", "No Cars Go" og den helt sublime "Crown of Love", hvor bandet skruer ned for tempoet og lader denne smukke tekst om tilgivelse og kærlighed klinge ud i salen. Ikke et øje er tørt.

På den måde er Arcade Fire virkeligt et klassisk band. De tror på deres kunst og kan deres håndvœrk live.  

Dog har alle jo som bekendt svagheder, og bandet udstilles i den grad når de lader Régine Chassagne synge. Hun har den slags stemme der minder om en heks på bålet. Det lyder simpelthen forfærdeligt. Man må i den grad undre sig over at de andre giver hende lov. Det skal siges at hun jo er gift med forsangeren og måske derfor har en fan. Jeg gad godt høre det interview med de andre bandmedlemmer, hvor de tilkendegiver: "Jeg får hovedpine når hun synger."  Nåh, men kærlighed gør blind. Det ved vi alle.

Det skal dog tilføjes at hun er fantastisk på alle andre instrumenter hun spiller på i aften. Blandt andet er hun en habil trommeslager. Helt galt går det dog i det nœstsidste nummer, hvor hun slutter med at danse med to sløjfer rundt på scenen som en anden new age-hippie på festival. Jeg svœrger at jeg så selv Win Butler kigge ned i gulvet af skam.

Bandet redder dog noget af æren med deres største popnummer "Wake Up", hvor alle kan skråle "ohoh" og se bandet i øjnene igen.
 
Som enhver god fest var der plads til det sjove, det fede og det virkeligt pinlige.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA