x
Sarah Blasko og FM Belfast: 2013, VoxHall, Århus

Sarah Blasko og FM Belfast, 2013, VoxHall, Århus

Sarah Blasko og FM Belfast: 2013, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Århus Festuge har i de sidste tre år arrangeret koncerter med fremadstormende kunstnere under titlerne "2011", "2012" og nu "2013", med henvisning til, at om tre år er de pågældende navne for store og dyre til, at festugen har råd til at booke dem - så det er med at se dem nu. Blandt disse navne har vi tidligere set José Gonzalez, Keren Ann og The xx, og i år gælder det australske Sarah Blasko, islandske FM Belfast, danske CODY og dansk-grønlandske Simon Lynge. De to sidstnævnte spiller lørdag, mens Blasko og FM Belfast åbnede "2013"-programmet fredag på et næsten fyldt VoxHall.

Sarah Blasko ****

Den australske sangerinde og sangskriver Sarah Blasko besøgte også Århus Festuge sidste år, men alene og gav kun seks numre - i øvrigt sammen med det glimrende Århus-orkester The DeSoto Caucus. I år havde hun sit band med og leverede en hel koncert. I mellemtiden har hun udgivet sit tredje album "As Day Follows Night", som har fået fine anmeldelser, selv om det ikke er blevet den helt store salgssucces - modsat i hjemlandet.

Sarah Blasko åbnede, som på førnævnte album, med "Down On Love", en smuk ballade, hvor hendes flotte, ret lyse, meget rene og længselsfulde stemme - ikke helt ulig eksempelvis Kate Bushs - stod klart i lydbilledet sammen med musikerne bestående af en guitarist, en kontrabassist, en trommeslager og en tangentspiller på skiftevis flygel og keyboard. Især sidstnævnte skabte nuancer med sit elegante spil, mens Sarah Blasko udtrykte stor selvsikkerhed i front. Både stemmemæssigt og visuelt, hvor hun med det mørke pandehår ned over det ene øje, en krølle ned over den anden kind, meget røde læber, en mørkeblå kjole i klassisk snit og graciøse bevægelser havde en vis divaudstråling - som ikke blev mindre, da hun sippede lidt hvidvin efter sangen.

Sarah Blasko fortsatte med det lidt mere tempofyldte "Bird On A Wire" - nej, ikke Leonard Cohens, hendes egen. Endnu en yderst velskrevet, melodisk sang, som blev fulgt af den ligeledes energiske "Hold On My Heart" med småjazzet flygelspil af tangentspilleren Erin. Herpå satte Sarah Blasko tempoet ned med den meget smukke ballade "Lost & Defeated", hvor guitaristen Benjamin havde fundet en banjo frem. Desværre var en del af det i begyndelsen af koncerten ret stille publikum nu begyndt at snakke en del, hvilket var ganske irriterende, men ikke lod til at påvirke Sarah Blasko, der koncerten igennem fremstod som særdeles professionel. Hun forsøgte flere gange at komme publikum i møde ved blandt andet at rose den danske enkrone og vise, at hun havde bundet en fast til sin halskæde, og lovprise butikskæden Tiger, hvor guitaristen Benjamin havde købt en dommerfløjte - "som han vil bruge, hvis I så meget som siger et ord under den næste sang", som Sarah Blasko formulerede det med et smil. Så fik vi også den, i al diskretion.

På dette tidspunkt i koncerten havde hele Sarah Blaskos band forladt scenen bortset fra Benjamin, som nu havde skiftet til akustisk guitar. Sammen med Blasko fremførte han Olivia Newton-Johns "Xanadu" som en hyldest til de tos hjemland. I dag bor de i England, men de længes hjem, fortalte Blasko. Herefter fortsatte de med den ængstelige jalousisang "Is My Baby Yours?", en af de smukkeste ballader fra "As Day Follows Night", som også her blev fremført stærkt med en meget velsyngende Sarah Blasko i front. Herpå kom bandet tilbage og sluttede med "All I Want" og "No Turning Back". Sidstnævnte, båret af tunge, staccato-spillede klaverakkorder, husker jeg tydeligt fra sidste års festuge, hvor den gav et positivt indtryk. Og det gjorde den også i år.

Herpå sagde Sarah Blasko tak for i aften, og trods den relativt megen snak i krogene undervejs klappede publikum kraftigt og tilfreds, da hun forlod scenen. Vi fik desværre ikke noget ekstranummer, men forhåbentlig kommer Sarah Blasko snart tilbage på disse kanter.

FM Belfast ****

Efter en halv times pause var det tid til noget ganske andet, nemlig den islandske elektropopgruppe FM Belfast. Gruppen spillede også på VoxHall i forbindelse med Spot Festival 2009 til en anmelderrost koncert, og en del af de fremmødte publikummer havde givetvis været til dén koncert, mens andre havde hørt om den. Folk var nemlig i den grad klar til at feste, og de fem FM Belfast-medlemmer skulle nærmest bare vise sig på scenen, før folk gik amok. Og stemningen steg yderligere, da gruppen lagde ud med nummeret "I Can Feel Love". Med fire af de fem medlemmer - tre mænd i hvide skjorter og en kvinde i stor, rød kjole - syngende forrest på scenen, den ene af dem med en mikserpult og to laptops, og blinkende pærer i hver af de fires mikrofonstativer. Sidste mand stod bagest på scenen ved en meget lille trommesæt bestående af en gulv-tam, et crash-bækken, en koklokke og en tamburin. Men det var nok til at starte og vedholde en fest.

Blot få takter inde i sangen var FM Belfast i stand til at få publikum til at gå ned i knæ sammen med gruppen på ordren "Let's go down", og hele koncerten igennem viste FM Belfast imponerende crowd control - på deres mindste vink var der dømt hoppen, fællesklap og -sang samt fuckfingre i luften under "Lotus", der uhæmmet citerer Rage Against The Machines "Killing In The Name". Virkemidlerne var en stærkt positiv attitude, et effektivt samspil mellem vokalisterne, som i sig selv egentlig ikke synger voldsomt imponerende - bortset fra de vilde falset-skrig - og konstant hamren på koklokken - simpelt, men det virker. Alt i alt respektindgydende, ikke mindst fordi FM Belfasts musik i sig selv ikke er voldsomt opfindsom eller spændende. Der er dømt ordinær, om end dansabel elektropop med tunge basgange, som fungerer fint i mindre doser, men i længden bliver noget monoton, både sangene imellem og internt i de enkelte sange, hvor de samme linjer gentages igen og igen.

Sjovt er det dog, når FM Belfast citerer og fortolker andres sange, hvor de i bedste ironiske 90'er-stil blander vidt forskellige numre ned i den samme elektropopgryde. Fra, som nævnt, Rage Against The Machines "Killing In The Name" over Technotronics "Pump Up The Jam" til Guns N' Roses' "Welcome To The Jungle" - ja, sågår Kim Larsens "De Smukke Unge Mennesker" fik vi en bid af mod slutningen under bandets præsentation af de enkelte medlemmer. Inden da havde alle de mandlige sangere smidt det meste af tøjet til tonerne af sangen "Underwear" og opfordret publikum til at gøre det samme - der var dog kun et par stykker, der tog tråden op. De hoppede til gengæld op på scenen, hvorfra de dog hurtigt blev smidt ned, venligt, men bestemt. Alt i alt stærkt underholdende, men ikke ligefrem stor kunst - men absolut det rette band til en festuge.

"2013" åbnede dermed fint med en aften, hvor vi i den grad kom vidt omkring musikalsk, men hvor kvalitetsniveauet var nogenlunde konstant - men af vidt forskellige årsager. Sarah Blasko leverede smuk lyttemusik, og FM Belfast holdt fest uden de store nuancer. Og begge navne har bestemt potentiale til at være blevet store i 2013.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA