x
Simon Lynge og CODY: 2013, VoxHall, Århus

Simon Lynge og CODY, 2013, VoxHall, Århus

Simon Lynge og CODY: 2013, VoxHall, Århus

Anmeldt af Rune Schlosser | GAFFA

Billede: Arkivfoto

Fredag aften blev den første af Århus Festuges 2013-arrangementer skudt i gang af australske Sarah Blasko, ligesom de festlige islændinge FM Belfast var på programmet. Lørdag aften, og sidste weekend af festugen, var det blevet henholdsvis den grønlandsk/danske singer/songwriter Simon Lynge og det danske alternative countryorkester CODYs tur til at fremvise deres potentiale for et gennembrud i 2013. Det var et godt halv fyldt Voxhall, der vidnede om, at de mange kulturelle tilbud måske har tæret lidt på århusianernes fremmødeprocent. Men dem der mødte op må nu have været godt tilfredse.

Simon Lynge (****)

Simon Lynge trådte på scenen helt alene med sin guitar. Med sine lange mørke lokker startede han sit sæt med åbneren "London Town" fra singer/songwriterens første egentlige fuldlængde-album "The Future". Sætlisten bestod primært af numre fra "The Future", mens der også var plads til et par nye sange og et enkelt cover-nummer.

"London Town" er et fint fingerspillet nummer, hvor Simon Lynge synger om sin nuværende hjemby, og hvordan det er at fare vild "In the streets I thought i knew". Simon Lynges sangstemme må betegnes som dennes allerstærkeste våben. En yderst ren og pletfri stemme, der på en eller anden måde indeholder en nerve. I hvert fald synes den flere gange yderst dragene.

Herefter fulgte fire numre mere fra debut-skiven: "So And So", "Love Comes Back To You", "Infinitely You" og "Bird's Eye View". Simon Lynge knyttede en lille kommentar til "Love Comes Back To You", der har været brugt i en af American Pie-filmene i en "kærlighedsscene", som sådan nogle nu ser ud i en den genre. Et nummer med en fyldig lyd trods den akustiske form og med en fyldig og dynamisk udvikling. "Infinitely You", der har kørt på P3, var også et solidt nummer. Melodien er utrolig catchy, og da Simon Lynge også akkompagnerede nummeret med et human-beat, kom sangen op i et fint niveau. Ligeledes var "Bird's Eye View" et smukt nummer med et anderledes "dum-dum-dum" kor og et fint guitarspil, der kastede tankerne på blandt andet færøske Teitur.

Mens publikummer stadig kom til fik Simon Lynge med en selvsikker attitude lysmanden til at skifte lyset hvorefter "We Don't Want Life To End", en Bill Withers cover-sang, "Lean On Me" samt den ældre sang "Groundhog Day" fulgte. Covernummeret, der ifølge Simon Lynge var hans yndlingssang, valgte han spille, fordi han var glad for budskabet i det klassiske nummer. "Groundhog Day" gjorde sig godt med en lyrik som: "There's a silence inside my Head / It's loud enough to wake up the dead".

Som afslutning på det ordinære sæt spillede Simon Lynge endnu to numre fra det nye album, hvor især titel-nummeret "The Future" var en bedre af slagsen. En sang om alle de dårlige nyheder der bliver formidlet, fordi der ifølge Simon Lynge, er flere penge i dårlige nyheder end gode.

Selvom publikum generelt var lidt tunge at danse med for Simon Lynge, der flere gange forsøgte sig med kommentarer og snik-snak, der aldrig helt fik den ønskværdige ping-pong effekt, blev han klappet ind og gav et enkelt ekstranummer. Nummeret "The Worker" havde nogle fine guitarfigurer og en underfundig tekst, men den manglede i allerhøjeste grad fyldelementer. De fyldelementer og akkompagnementer Simon Lynge i høj kompenserede for på andre numre med diverse anslag på guitar, en afstemt dynamik og mikrofon-teknik. På "The Worker" og enkelte af numrene fra sæt-listen fremgik det dog, at der vanligt har været tænkt andre instrumenter ind i arrangementet.

Det var både Simon Lynges styrke og svaghed, at han kom alene på scenen. En stor del af numrene fungerede aldeles godt i en nedbarberet form, mens andre bar præg af nogle huller der ellers plejer at blive fyldt ud af andre instrumenter. Hvis der havde været mulighed for, at man kunne smage lidt på begge dele, så havde koncerten kommet til at fremstå mere helstøbt og knap så monoton. Men alt i alt en rigtig behagelig koncert.

CODY (******)

Efter Simon Lynge var trådt af, gik der ikke lang tid, før det seks mand og en kvinde store orkester CODY trådte på scenen. Bandet høstede både positive ord fra deres debut-plade "Songs" fra 2009 her på GAFFA, ligesom gruppen blandt andet modtog en række topkarakterer for deres koncert på Spot-festivalen i år. Derudover var koncerten på Voxhall en afslutning på en turné med en lang række af koncerter og bandets egen "Rock N Roll-tilværelse" som de selv ytrede det, idet de har turneret i det meste af Danmark siden foråret.

CODY, eller Come On Die Young, som det er en forkortelse for, bestod denne aften af alt fra banjo, guitar, cello, mundharmonika, violin, pedal-steel til guitar, bas og trommer. De spillede primært numre fra deres album "Songs" og fra deres foregående selvbetitlede ep fra 2009.

Bandet startede med et par afdæmpede numre fra deres ep, før de tog fat på en tour-de-force af sange fra "Songs". Det var en fin afdæmpet "Crying You" vi fik serveret, ligesom "That's What She Sees" med mundharmonika og pedal-steel guitar er et af bandets mere country-prægede numre. "Ever Go" fulgte efter,  og den var straks mere rå og larmende, som en kontrast til afdæmpetheden og country-elementerne. Nummeret var yderst velspillet med en pumpende distortet guitar og en konstant ulmen. Overskudet lyste tydeligt igennem rent musikalsk, men det kom også til udtryk da forsanger Kaspar Kaae havde overskud til at hilse på sin mormor og morfar fra Bornholm der sad på tribunen i koncertsalen med applaus til følge.

Herefter fulgte en sitrende og vældig intens udgave af "Your Window" med en særdeles mørk baryton i Kaspar Kaae. Den stille sitren blev underbygget af en stacceret figur af bas, cello, trommer, ligesom kor-arrangementerne også var veludførte. Især kontrasten mellem Kasper Kaae og den lyse kvindestemme i kraft af Line Felding gav spænding, men også David Fjelstrup skal fremhæves. Bandet fik desuden fortalt, at de virkelig var glade for at være programsat som et af hovednavnene, da de tidligere har varmet op for Tindersticks og Bonnie "Prince" Billy på Voxhall.

Bandet er desuden utrolig sammenspillede. De virker hele tiden ekstremt opmærksomme på hinanden, og konstant lyttende til, hvad hinanden spiller. Det giver en enorm tilstedeværelse, som i den grad smitter af på lytteoplevelsen. Bandet virkede desuden utrolig taknemmelige og overvældede over at få lov til at spille på Voxhall.

Herefter fulgte "Down In The Dark" der startede med guitar og sang, hvorefter resten af bandet sneg sig ind efter omkvædet. Et virkelig solidt nummer, der også var et foreløbigt højdepunkt i sættet. På "A Crime" kom især bas og trommer til deres ret, hvor den dybe bund virkelig underbyggede resten af lydbilledet. Ligesom pedal-steel-soloen trådte frem, og den velarrangerede kontrast mellem feedback fra guitaren og de mere afdæmpede passager i nummeret. Det blev afsluttet i et absolut kaos, hvor det hele, intenderet, væltede sammen.

Herefter bad CODY publikum om at sætte sig ned, hvorefter bandet flyttede fra scenen til gulvet med akustiske instrumenter. Selvom bandet efter sigende har for vane at gøre dette til koncerter, blev en del publikummer inklusive undertegnede meget positivt overraskede over det pludselige skift af lyd og intensitet.

Bandet spillede tre numre i akustisk form, hvoraf det sidste nummer "The Light" var nervepirrende godt. De afstemte kor-arrangementer er altså sjældent hørt bedre, og de små dynamiske udsving, de fik frem, gjorde det aldeles hårrejsende. Under denne del af koncerten havde gruppen publikum i deres hule hånd. Det var i hvert fald et absolut tyst og velopdragent Voxhall der lyttede.

Sættet blev sluttet af med "Another Year",  "What's Behind" og "Comfort And Rage". Sidstnævnte fra deres ep. "Another Year" og "What's Behind" fra albummet blev opført meget inderligt og gennemført, mens "Comfort And Rage" var aftenens højdepunkt for undertegnede, idet de syv mand m/k virkelig fik nummeret til vokse med små detaljer og rytmisk finurlighed. Det afdæmpede omkvæd var også helt fantastisk. Overraskelseselementet i at David Fjelstrup sang et vers var kærkomment og velfungerende.

Bandet vendte hurtigt tilbage, og gav os to numre mere. Den afdæmpede "Wine", hvor lydmanden skal have ære for en særdeles lækker guitar- og trommelyd, efterfulgt af "Make You Return" som var mere uptempo og anderledes stramt i sine markeringer særligt i slutningen. Gruppen forlod herefter scenen med et bukkende farvel.

Det meste af aftenen havde man følelsen af at man var blevet inviteret indenfor i et af bandmedlemmernes egne stuer. Der var en standerlampe, som gav scenen et hyggeligt præg, ligesom musikerne nippede til lidt rødvin og virkede meget positivt stemte, og da de siden hen opførte tre numre i helt akustisk set-up, var afstanden mellem publikum og musiker virkelig minimeret. Desuden skal CODY have cadeau for at kunne være så mange på en scene og stadig dosere det så lækkert og flydende, uden at det nogensinde blev for meget. Fantastisk band der helt sikkert på spås en værdig fremtid i 2013.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA