Sufjan Stevens: All Delighted People EP

Sufjan Stevens
All Delighted People EP

Sufjan Stevens: All Delighted People EP

GAFFA

Download / Bandcamp
Udgivelse D. 06.09.2010
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Efter sit noget skuffende instrumentale orkesterværk, The BQE, er Sufjan Stevens tilbage med denne "ep", der består af hele otte numre, hvoraf det afsluttende guitar-jam-baserede Djohariah er over 17 minutter langt. Ep'ens åbnings- og titelnummer er en vidunderlig rodebutik, der strækker sig over 11 et halvt minut – komplet med Simon And Garfunkel-referencer, korsang, strygereskapader og Stevens' signaturfløjte-trilleri. Nummeret efterlader lytteren med salig forvirring, smil og gåsehud, der alt sammen svært at ryste af sig igen. Så er den efterfølgende Enchanting Ghost en noget blidere sag, der får lytteren nogenlunde ned på jorden igen efter åbningsnummerets udskejelser. Den dystre The Owl And The Tanager er endnu et mesterstykke fra Sufjans hånd, og i det hele taget er sangene på All Delighted People EP alle som en intet mindre end otte yderst velanrettede himmerigsmundfulde, der viser Stevens' talent fra sin allerbedste side. Disse otte sange er fuldt ud på højde med mesterværker som Illinois og Michigan, og forventningerne til The Age Of Adz er hermed skruet godt og grundigt i vejret. Mesterligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA