x
Sting: Gamle Scene, Det Kgl. Teater, København

Sting, Gamle Scene, Det Kgl. Teater, København

Sting: Gamle Scene, Det Kgl. Teater, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Selvom han har rundet de 58, er stemmen stadig smidig og kommer højere op end de flestes. Sting ældes med ynde og ligner en afklaret kunstner, der godt kan tillade sig at hylde et imponerende katalog med adskillige højdepunkter. Sting gør, hvad der passer ham og kan ikke siges at have kalkuleret med succesen, da han sidste år udsendte albummet "If On A Winter's Night", der bejler til middelalderen i et nærmest spirituelt udtryk. Det har skræmt fans og anmeldere væk, men ikke desto mindre lyder det som en nysgerrig kunstner, der stadig afsøger nye territorier. Og i øvrigt gør det med værdighed og musikalsk integritet.

Nu turnerer englænderen verden rundt med det kolossalt store, London-baserede Royal Philharmonic Concert Orchestra. Præmissen for det samarbejde er, at Stings sange skal fungere i store, flotte orkesterarrangementer, der nyfortolker sangene i mindre eller højere grad. Disse har man villet udnytte til fulde. Dirigenten Steven Mercurio fægtede vildt med arme og stok og tog kroppen med i koncertens tre timer. For det meste stod Sting uden instrumenter, men nåede dog at betjene mundharpe, tamburin, spansk- og elektrisk guitar og noget, der lød som en sav.

Majestætiske rammer
Klædt i sort trådte han ind på den intime, men majestætiske scene og lagde ud med klassikeren "If I Ever Lose My Faith In You", der desværre led under lydniveauer, der endnu skulle justeres og finpudses. Det tog et par numre, inden der kom ordentlig styr på lyden, der lagde mudret ud – og alt for lav. Det var, ikke overraskende, som om alle de mange musikere skulle spilles varme. Stings stemme lød træt i starten, orkestret, guitaren og de to perkussionister skulle finde sammen og skabe et homogent grundlag – en til tider helt uoverkommelig udfordring.

Det Kongelige Teaters Gamle Scene var ellers en perfekt ramme og dannede grundlag for en luksuriøs oplevelse, hvor det storslåede og intime skulle gå hånd i hånd. Ofte udnyttede Sting og orkestret teatrets rammer og gav musikken et dramatisk udtryk, så den blandt andet tog sig ud som en kabaret til tonerne af "Every Little Thing She Does Is Magic", eller en vampyrmusical med karikerede lydeffekter i "Moon Over Bourbon Street". Her havde Sting taget en lang frakke på, mens en stor, lysende måne bevægede sig over orkestret. Var det ikke fordi, både Sting og dirigenten selv havde øje for det humoristiske i den situation, ville det have virket ufrivillig komisk.

Svingende arrangementer
Stings guitarist gennem 20 år, Dominic Miller, skal roses for sit fængende og altid veltimede spil, der simpelthen løfter alt, han kommer i nærheden af – hvis han da får lov. I "Mad About You" skar han gennem orkestret med skarp elegance. Og sangerinden Jo Lawry stod til venstre på scenen i sensuel dans fra side til side og levede sig ind i flotte vokalarrangementer, særligt på den keltisk klingende "You Will Be My Ain True Love" og den patosfyldt funky "Whenever I Say Your Name", hvor hun rigtig fik lov at udfolde sig.

Sting og hans enorme ensemble havde besluttet, at det skulle være en underholdende aften i teatret, og indimellem blev det for meget, når orkestret skulle svinges helt op og vise, hvad det duede til. Ofte var det bare ikke den bedste løsning. "Fields Of Gold" druknede totalt i et rastløst arrangement, der aldrig fandt ro og stod i grel kontrast til Millers helt simple og smukke guitar. Når arrangementerne var værst, fyldte de mere, end det nummer, de burde koncentrere sig om at støtte.

"Shape Of My Heart" fungerede, men mest fordi strygerne og blæserne blev i baggrunden. Men den bedste rolige stund var den udødelige "Fragile", hvor Sting omfavnede den spanske guitar og nærmest hviskede teksten. Det rev mere i sjælen, end de ofte bombastiske orkesterarrangementer, der forsøgte det samme. Det var således rigtig tænkt at lade Sting afslutte koncerten a cappella med "I Was Brought To My Senses" – i et helt simpelt statement.

Eksotisk søndag
Der var plads til flere anekdoter undervejs, og vi kom både rundt om russisk børne-tv, kold krig og sultne ræve. Sting fortalte med humor og indlevelse, men indimellem kørte koncerten lidt på rutinen, og den helt magiske oplevelse, der får lokalet til at dirre, udeblev.

Dog gik det hele op i en højere enhed i det første ekstranummer, "Desert Rose" fra 1999-albummet "Brand New Day". Det var aftnens helt store overraskelse. Og her tror jeg nok, de fleste glemte alt om den kedelige søndag, der lurede uden for kulisserne. Ikke mindst da Sting sang på et eksotisk sprog med lige så eksotiske fraseringer. Det overgik versionen på pladen, og det samme var tilfældet med b-siden "The End Of The Game", som først nu er kommet til sin ret. Det var dragende og velkomponeret og viste, at Sting kan løfte sange, der umiddelbart er mindre interessante, så de danner højdepunkter i selskab med udødelige hits. Det er godt gjort. Således var koncerten i lige så høj grad et bud på musikalske nyopfindelser, som den var en hitparade. Også "All Would Envy" indskriver sig i den bog.

Og Police-nummeret "Next To You" overraskede med et utroligt drive, hvor strygerne dannede et rytmisk brag, der var som skabt til nummeret. Dominic Miller rejste sig og rockede helt igennem. Det samme gjorde det granvoksne publikum, der kun blev mere begejstret, efterhånden som koncerten skred frem – ikke mindst under "Every Breath You Take", der lagde roligt ud, men siden ville helt op under taget, særligt mod slutningen, da Sting flirtede lidt med et vitalt vrik i hoften. Og så var der dømt fællessang med et publikum, der nok snarere var begejstret af nostalgi end af det lidt iltre arrangement.

 Og lidt til øjnene
Koncerten var pakket ind i en visuel ramme, der lagde sig om scenen i skiftende farver. I loftet hang to bevægelige, firkantede plader, der fungerede som en skærm, der af kameramænd indrammede Sting og hans musikere live. Disse plader bidrog yderligere med visuelle stemninger af svingende kvalitet, men under det meste af koncerten med en simpel og stærk appel, der ikke tog opmærksomheden fra musikken.

I "When We Dance" dannede pladerne silhuetter af træer på en kold, blå baggrund og skabte en stemning, der passede til sangens forliste kærlighed. Dette nummer havde levende vokalharmonier i omkvædet og et velfungerede c-stykke, samt en vedvarende falset mod slutningen. I "Roxanne" var lyset varmt og rødt, og Stings eftertænksomme vokal var skruet ned i en lavere oktav, der gav sangen et helt nyt og melankolsk udtryk, samtidig med, at strygerne var arrangeret med en klædelig forsigtighed. Og så var der endda plads til en cellosolo.

Sting demonstrerede, at han stadig vil og kan lykkes med at revurdere og genopdage musikken. Han beviste, at han har levende fat i det materiale, der har gjort ham til en af de helt store, og som i gode glimt blev ført nye steder hen. Men de ellers så storladne orkesterarrangementer trak seancen ned i noget, der mere var et beregnende brag end en musikalsk nødvendighed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA