x
Nina Hagen: Personal Jesus

Nina Hagen
Personal Jesus

Nina Hagen: Personal Jesus

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 09.09.2010
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det tyske rock- og punkikon Nina Hagen er aldrig gået af vejen for at rydde forsiden i sladderpressen med lidt sensationelt sprængstof. Med omhu har hun i sin 30-årige karriere forstået at markedsføre sig selv som en utæmmelig provokatør. For nylig stod hun frem på NDR3's talkshow og fortalte, omgivet af tyske erhvervsfolk og Scorpions Klaus Meine, hvordan hun var blevet døbt og havde fundet Gud i en alder af 55 år. Trods det er det ufatteligt svært at tage hendes nye album Personal Jesus seriøst. For første gang i karrieren prøver hun at beherske sit viltre stemmebånd og forsøger sig med noget, der minder om croon tilsat en gang kvalmende pop. Med titler som Take Jesus With You, I'll Live Again og Just A Little Talk With Jesus påkalder hun sig de højere magter. Ja, man ved snart ikke, om man skal grine eller græde, når hun i sidstnævnte sætter trumf på med "I once was lost in sin/But Jesus took me in". Nina Hagen er som frelst for stor en joke til, at man kan tage hendes Personal Jesus alvorligt. Dette må være endnu et mediestunt fra Hagens side.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA