x
The William Blakes: Voxhall, Århus

The William Blakes, Voxhall, Århus

The William Blakes: Voxhall, Århus

Anmeldt af William De Feuth Michaelsen | GAFFA

På trods af halvdårligt vejr og en netop overstået Århus Festuge havde VoxHall tæt på fuldt hus torsdag aften. Men med aftenens program var det forståeligt. The William Blakes var i byen, og med sig havde de det nye, københavnske navn, Il Tempo Gigante. Årsagen til festlighederne var releasetouren for hovednavnets tredje album, "The Way Of The Warrior", og hvorfor ikke invitere publikum med til udgivelsenfesten i stedet for at holde den på en VIP-bar? At publikum var glade for invitationen, fremgik da også både af stemning og fremmøde.

Den store tid
Rolf Hansen er herren bag enmandsprojektet Il Tempo Gigante. Han har normalt et band bag sig, men gik denne aften alene på scenen bevæbnet med en guitar og en loopstation. Lidt forlegen bød han publikum velkommen og præsenterede nærmest undskyldende grunden til, at han stod på scenen. Il Tempo Gigante er signet på The William Blakes' selskab, Speed Of Sound, og grunden var derfor åbenlys. Men da Rolf Hansen endelig gik i gang, viste det sig, at der absolut intet var at undskylde for.

Man har efterhånden mange gange set enmandsshows med loopstation, men dette var noget for sig. Ikke fordi han revolutionerede loopkonceptet, men fordi sangskrivningen og guitarspillet tilsammen udgjorde en eminent musikalsk oplevelse. Rolf Hansen var ikke helt dus med sceneteknikken, men reddede det hele med sin musikalitet og sit charmerende væsen. De loopede figurer blev fordoblet og sendt i stereo, der blev trommet puls på mikrofonen, der blev lavet velfungerende korarrangementer på stedet, og Rolf Hansen forstod virkelig, hvornår der skulle trykkes på afspil, og hvornår han bare skulle spille alene. Faktisk i en sådan grad, at det udløste jubelråb, og at en susen gik gennem publikum, når det virkelig lykkedes.

Især da Rolf Hansen skiftede til lap-steel guitar, afslørede han sin sans for melodi og feeling: Stemt i åben mol spillede guitaren både slide, bas og percussion og resultatet var en blanding af engelsk folk, amerikansk twang og cabaret, men alligevel med sit helt eget udtryk. Kort sagt var der tale om en storslået tid i selskab med Rolf og hans guitar, hvilken han mesterligt beherskede med både overskud og plads til kant. Godt gået af en enlig københavner, ukendt i den brede århusianske befolkning. Han spås en lovende fremtid herfra.

Guitarsoloen er tilbage
The William Blakes lagde ud med hittet "Secrets Of The State". Bandet, der originalt tæller fire mand (Kristian Leth, Frederik Nordsø, Fridolin Nordsø og Bo Rande) er på scenen udvidet med tre musikere på bas, guitar og trommer. Det vil sige to guitarister og to trommeslagere på scenen. Allerede kort inde i sangen var der dømt 80'er-guitarsolo fra Frederik Nordsø, et trick han gentog straks efter i "Dark Hand" fra den nye plade. Så man bandets optræden i DR2-programmet Backstage, kunne man nikke genkendende til denne gimmick, der kun adskilte sig fra den rene kliché ved sin beskidte, fuldfede guitarlyd. Med andre ord fungerede guitarsoloerne, selvom flere trak på smilebåndene. Om det var af overraskelse eller ren nydelse skal ikke kunne siges, men Frederik kan sit kram, og som Kristian Leth sagde dengang i Backstage: "Guitarsoloen er tilbage". Meget passende, deres overordnede 80'er-referencer taget i betragtning. Denne aften var der ingen tvivl om, at "Secrets Of The State" er et velfortjent hit.

Flere blandt publikum havde tydeligvis streamet det kommende album (udkommer mandag d. 13.09.) forinden koncerten, hvilket gjorde det nemt for bandet at præsentere det nye materiale. Aftenens anden sang, "Dark Hand", kan nemt gå hen og blive 2. single og tilmed hitte med sit catchy riff, 80'er-synths og Carpark North-agtige vocoder-outro.

Menneskeligt keyboardstativ
Koncerten bød overordnet på mange afvekslinger. I "Caves And Light" kunne man opleve tre mand på synths, den ene trommeslager på triggerpads, et groovy bas/tromme-beat samt små funky guitarriff, som kun de kan tillade sig det. Det generelle indtryk af den nye plade er i det hele taget et mere rendyrket 80'er-lydbillede, men hvor arrangement og udtryk er moderniseret, så de mange Michael Jackson-typiske riffs og figurer ikke bliver pastiche, men snarere fremstår som modige genoptryk. Noget, der ikke lykkedes helt så godt, var de eksperimenterende new age-passager, som ikke synes relevante på hverken scenen eller albummet. Det, der til gengæld adskiller album og koncert, er spillestilen. Hvor alle tre albums er meget stramme og organiserede, er livefremførelserne generelt mere "loose" og legende uden at blive utight. Dog bliver det for afslappet, når koret ikke sidder mere i skabet, end det var tilfældet denne aften. Der var mange decideret falske sangstemmer, hvor Kristian Leth dog på trods af ikke altid perfekt intonation vandt på sin grænsesøgende facon.

"Come Closer" bød på High Life-guitar og afrikanerbeat, et nummer med mange underdelinger, som lagde op til dans, men rodede lidt for meget med de to ivrige trommeslagere på samme tid. Og når man nu var i gang med afvekslingen, kunne Kristian Leth og Bo Rande jo lige så godt bytte plads og lege med de store lydflader, hvilket de gjorde cirka midt i koncerten. Her begyndte musikken at tabe en anelse momentum, og numrene syntes at flyde lidt sammen. Der blev dog strammet op på "Mountains And Valleys" med dens umiskendelige reminicens af Cindy Laupers "Girls Just Want To Have Fun". Uanset ligheden er "Mountains And Valleys" et stærkt nummer med et oplagt hitomkvæd. Herefter nåede koncerten sit første højdepunkt med "Science Is Religion" fra "Wayne Coyne". Bandet forblev tight, og selv publikum på balkonen sang med. Dog bemærkelsesværdigt, at bandet trods ihærdige forsøg skulle så langt ind i koncerten, før hele publikum var med på festen og hoppede i takt. Det var dog også som om, Kristian Leth ikke havde pusten med sig og blev holdt oppe af sit baglands energi.

På titelnummeret "The Way Of The Warrior" kom en ung mand på scenen og agerede menneskeligt keyboardstativ. Om det var af mangel på samme eller en gimmick gik undertegnedes næse forbi, men Kristian Leth var hurtigt til at præsentere ham som deres "væbner" – meget passende, sangtitlen taget i betragtning. Og apropos bød sangen på en dræber-synthbas, der dog blev opblødet af en chorusindsvøbt guitarfigur, der var som taget ud af Jacksons "Give In To Me". Settet sluttede med storhittet "Secretly", der blev fuldført med gæsteguitarist, klap-med-intro og aftenens bedste arrangement, som virkelig forstod at udnytte tre guitarer og lod dem "locke up" på perfekt vis.

The Way Of The Warrior
Som ekstranummer fik man "Golden Dawn" med ægte The Edge-guitar og kun de fire originalmedlemmer på scenen. Sangen blev dog huritgt speedet op for at lave overgangen til, nok ikke så overraskende, Kate Bush-coveret "Running Up That Hill", som The William Blakes med stor succes fremførte med Spleen United i førnævnte DR2-program. Der manglede heller ikke showmanship på VoxHall, og publikum kom helt op at ringe til denne energiske version. Hermed blev der sat fornemt punktum for en aften  med god stemning, et feststemt publikum og to gode koncerter. The William Blakes besidder et stort talent og har et godt popøre for fængende temaer og melodier, hvilket også blev honoreret af det meget taknemmelige publikum. Man gik derfra med en god musikalsk oplevelse - ikke et varigt, musikalsk indtryk. På trods af en fin sætliste var den musikalske indsats for svingende, og det gav desværre fornemmelsen af en lettere grad af usammenhæng.

Titlen på det nye album udspringer af japansk samurai-tradition, og handler om "at miste sig selv i øjeblikket, være villig til at fejle, kaste sig ud fra klippen og ikke tage nogen sikkerhedsforanstaltninger". Det levede bandet op til, både på godt og ondt. På trods af dette kan koncerterne i Ålborg og København kun anbefales.

The William Blakes kan denne uge opleves på følgende datoer:

Fredag 10. september - Studenterhuset, Aalborg
Lørdag 11. september - Store Vega, København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA