Teitur: Let The Dog Drive Home

Teitur
Let The Dog Drive Home

Teitur: Let The Dog Drive Home

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 04.10.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

En mand, en guitar og et keyboard – det er essensen af Teitur. Færingen er en dygtig sangskriver, og han har en klar, indtrængende vokal, der får folk til at stoppe op og lytte. Men han er også en solist, der kan blive bedre til at arrangere sine sange og sætte dem sammen, så de danner helstøbte albumoplevelser. På forrige års The Singer hjalp landsmanden Tróndur Bogason med at at skabe nogle udfordrende rammer om Teiturs velturnerede popsange – et inspireret samarbejde, der kastede karrierens hidtil bedste langspiller af sig. Men med Let the Dog Drive Home er Teitur igen på egen hånd. Melodisnedkeren er i fin form, fra God, I Have So Many Things To Tell Yous dybfølte flirt med gudsfrygtighed til musical-romantiske All I Remember From Last Night Is You. Teiturs tekster balancerer gerne på grænsen mellem det koncise og det banale, og det gælder også på Let the Dog Drive Home. Heldigvis har han pondus nok til at slippe af sted med lidt af hvert, f.eks. Freight Train, hvor noget så anakronistisk som at lege hemmelig passager på godstoge bliver en metafor for at leve det frie, ubundne liv. Arrangementerne vrimler med fine detaljer, f.eks. lokomotiv-rytmen i netop Freight Train eller de charmerende fløjter i singleforløberen You Never Leave L.A.. Men forgængerens vellykkede kompromis mellem sødme og alvor – kant og pop – er savnet. Let the Dog Drive Home er en fin samling sange, der som album betragtet levner plads til forbedring.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA