x
Spleen United: Main Stage, Berlin Festival

Spleen United, Main Stage, Berlin Festival

Spleen United: Main Stage, Berlin Festival

Anmeldt af Rasmus Elmelund | GAFFA

Danske Spleen United havde fået æren af Berlin Festivals hovedscene, men til gengæld skulle de optræde allerede klokken tre fredag eftermiddag. Ikke umiddelbart det mest taknemmelige tidspunkt for et band, der gerne spiller på natklubber. Og på grund af det tidlige tidspunkt havde kun omkring 100 mennesker fundet frem til det store område foran hovedscenen før koncertens start. De kunne, efter de indledende lydprøver, som fik lidt mere opmærksomhed, end hvad godt var, høre forsanger Bjarke Niemanns lidt nonchalante ord: "Sorry about that. Now you know that we're on".

Herefter kastede elektrogruppen sig ud i en meget lang og forholdsvis simpel intro båret af synthesizere, som jeg personligt havde svært ved helt præcist at se meningen med. Tilskuerne, som der i øvrigt heldigvis blev flere og flere af, virkede til at være af samme opfattelse. Og denne manglende forståelse skulle vise sig at være et gennemgående tema for koncerten. For selvom de fem uimponerede københavnere, som alle var udstyret med en slags elektronisk instrument og/eller percussions, ganske vist spillede med stor entusiasme og selvsikkerhed, havde de svært ved at trænge ind hos publikum. Bortset lige fra fire dedikerede knægte på forreste række, der tilsyneladende holdt en vild fest med sig selv.

Gruppens største hit til dato, "Suburbia", blev leveret som fjerde nummer i sættet. Det var tydeligt, at de markante keyboardtoner vækkede genkendelse hos de fleste, men alligevel var publikums reaktion begrænset. Sangen og et flyvende periskopkamera opildnede dog en håndfuld flere end blot de førnævnte drenge til at smide hæmningerne og danse. Herefter trak Spleen United tempoet ud af koncerten, hvilket egentlig klædte dem. Først med "66", der er baseret på sampling, og bagefter med en mere melodisk ballade, som denne signatur ikke kunne genkende fra bandets diskografi.

"We know you fucking like this," råbte Bjarke Niemann på en næsten Liam Gallagher-agtig måde. Helt umotiveret og en lille smule upassende. Men herefter blev sættet dog rundet af på fornem vis. Det blev den nye "Sunset to Sunset", der fik lov at lukke og slukke, og det blev i en lang, udsyret synth-udgave. Perkussion-samspillet fik frit løb, og det var ganske enkelt en fornøjelse at være vidne til.

Så alt i alt leverede Spleen United en acceptabel præstation, selvom de havde flere odds imod sig. For det første blev deres ellers yderst dansable rytmer aldrig omsat til egentlig dans af de fredagsdvaske berlinere. Samtidig blev et flot lysshow ødelagt af - til gengæld også flot - solskin over Berlin. Desværre stod man tilbage med en lidt speciel følelse i maven, som drengenes enorme selvtillid ikke kunne pynte på. Undertiden lignede den nemlig snarere arrogance, og i min optik er det for tidligt for Spleen United ligefrem at hvile på laurbærrene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA