x
Bon Homme: Hangar 4-stage, Berlin Festival

Bon Homme, Hangar 4-stage, Berlin Festival

Bon Homme: Hangar 4-stage, Berlin Festival

Anmeldt af Rasmus Elmelund | GAFFA

Thomas Høffding er for tiden i Tyskland for at promovere sit band WhoMadeWho. Men ved siden af har han også et soloprojekt, som han kalder Bon Homme. Netop Bon Homme havde fået lov til at fylde scenen og tiden mellem selveste Robyn og Fever Ray fredag aften. Derfor kunne man fejlagtigt foranlediges til at tro, at han fra arrangørernes side blev sidestillet med de to store navne. Det skulle dog hurtigt vise sig, at sagen var en ganske anden.

For mens folk vrimlede ind og ud af hangarhallen, gik den karismatiske herre i al ubemærkethed rundt og slæbte forstærkere ind på scenen. Eller. Ubemærket er så meget sagt, for Bon Homme er om nogen bevidst om sit image. Og iklædt mørk skjorte, bowlerhat og med veltrimmet fuldskæg var hans tilstedeværelse ikke til at tage fejl af. Heller ikke på lang afstand. Da hans minimalistiske rekvisitter – et bord med en pladespiller og en MacBook – var på plads, stillede han sig ydmygt op på bordet for at hilse publikum velkommen. Herefter indledte han koncerten med at blive ved med retorisk at spørge publikum, om de kunne høre keyboardet. Det kunne vi. De markerede Veto-agtige synth-toner var nemlig hovedingrediensen i et stort set perfekt 80'er-agtigt lydbillede gennem hele koncerten.  

Han vekslede på elegant vis mellem simple poppede melodier og tunge technorytmer, som alle havde det til fælles, at de blev overdynget af insisterende enkelttoner udført på keyboard. Han legede skødesløst med pitch og scratch og virkede generelt til at være en entertainer i hopla. Men modsat mange andre blandt de optrædende på den hypede Berlin Festival var han en ydmyg entertainer i hopla: Flittigt takkede han publikum, uden at det på noget tidspunkt virkede påtaget.

Desværre syntes folk efterhånden at være i decideret pause-mode, og især bagerst i lokalet stjal køen til toiletterne og ølboden fokus fra musikken. Samtidig var det tydeligt, at Bon Homme var vurderet til blot at være et mellemact; nærmest en pauseklovn. For mens han optrådte, blev Fever Rays scene bygget op bag ved det lagen, der adskilte Bon Homme fra resten af scenen. Og som om det ikke var nok, kunne man gennem lagenet skimte en kun delvist dækket storskærm, som kontinuerligt viste reklamer for festivalens øvrige navne.

Efter at have ekvilibreret med mikserpulten gennem de to sidste numre – det første dedikeret til hans kæreste, og det sidste slet og ret kaldet "Mother" – stillede Bon Homme sig triumferende op på en monitor med begge arme løftet over hovedet. Så kvitterede han for bifaldet med et ydmygt buk for at forlade scenen til en repetitiv synth-figur, han selv havde sat i gang. Efter et minuts tid løb han imidlertid atter på scenen for at slå en enkelt tone an og dermed afbryde lydmønsteret. I hælene på ham kom en lydmand, der strengt pegede på sit ur: 23:01. Det var alt for denne gang, Thomas.

Tilbage sidder man med mindet om en optræden, der vidnede om virkelig stor musikalsk forståelse og fornemmelse. Desværre kom Bon Hommes åbenlyse talent ikke hundrede procent til sin ret på grund af det ufokuserede publikum og de ringe rammer, der var stillet op for ham.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA