x
Fever Ray : Hangar 4-stage, Berlin Festival

Fever Ray , Hangar 4-stage, Berlin Festival

Fever Ray : Hangar 4-stage, Berlin Festival

Anmeldt af Rasmus Elmelund | GAFFA

På slaget 23 gik tæppet op, og scenen blev indhyllet i tyk røg. Mørke. Hangarhallen fyldtes af sære knitrende toner, og en forventningsfuld summen bredte sig blandt det talstærke publikum. Efter et par minutter lød et voldsomt brøl, og sporadiske klapsalver blev mobiliseret. Men brølet var ikke helt, hvad det gav sig ud for at være; de sære toner fortsatte ufortrødent. "Was gehts," spurgte en tilskuer undrende, og mange andre steder blev der gabt utålmodigt. Og først efter tyve underlige minutter blev en alt for høj intro til "If I Had A Heart" , som minder om Nirvanas "You Know You're Right", sat i gang.

Omringet af cirka tyve dagligstuelamper og hjulpet på vej af fire velspillende bandmedlemmer sad Karin Dreijers karakteristiske stemme lige i skabet. Men desværre var vokalen alt for lav i det i øvrigt temmelig rodede lydbillede. Og det virker altså mildest talt underligt, at Fever Ray har samme basale lydproblemer i dag, som man for mere end et år siden kunne opleve på Roskilde Festival.

Samtidig med lydproblemerne var aftenens koncert skæmmet af især én ting: Manglende kunstnerisk udvikling. Det er ikke nogen hemmelighed, at denne anmelder betragter Fever Rays selvbetitlede debutalbum som noget nær perfekt, men vi kommer ikke udenom, at det er billigt sluppet at turnere med de samme ti numre i halvandet år. Sange som "Triangle Walk", "Concrete Walls" og "Seven" blev leveret med det helt samme udtryk som på pladen; vældig stemningsfuldt, men også en anelse kedeligt. En enkelt ny sang fik Karin Dreijer og bandet til at lyse op, men den høstede ikke lige så stort bifald som de velkendte fra første album. Heller ikke selvom bandmedlemmerne ihærdigt slog på bongotrommer og raslede med rumsterstænger.

Hvorfor Karin Dreijer og hendes kumpaner havde behov for at skjule sig for publikum, er mig en gåde, men for min skyld kunne de godt have ladet et par af røgmaskinerne blive hjemme i Sverige. Det virkede til, at flere var af samme opfattelse, for i løbet af koncerten var der regulær udvandring fra hangarhallen. Omkring udgangene var stemningen næsten tumultarisk, hvilket medvirkede til den lidt rodede totaloplevelse.

Mystik er et af nøgleordene i Fever Rays univers, men det indadvendte udtryk er simpelthen håbløst til en festivalkoncert som denne. Aftenens optræden blev derfor en opvisning i manglende kontakt med publikum, og koncerten var med ét ord uvedkommende. Og det er brandærgerligt, for Karin Dreijers talent vokser ellers næsten ind i himlen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA