x
Calexico: Train, Århus

Calexico, Train, Århus

Calexico: Train, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Americana-gruppen Calexico har ikke gæstet Århus siden 2000, hvor de spillede på VoxHall, om end de har besøgt København nogle gange siden. Bandets seneste album, det fine "Carried To Dust", har to år på bagen, og der er officielt ikke noget nyt album lige om hjørnet. Der er med andre ord lagt op til en aften med højdepunkter fra det seks album store bagkatalog, og sådan bliver det også. Først skal vi dog lige varmes op, på forbilledlig vis.

Opvarmning: Amparo Sanchez *****

De to koncerter, denne anmelder tidligere har overværet med Amparo Sánchez på dansk grund i front for nu hedengangne Amparanoia, hører til blandt de bedste musikalske liveoplevelser, undertegnede har været udsat for. Derfor var glæden stor, da det blev offentliggjort at netop Sánchez skulle varme op for Calexico, hvis seneste album hun også medvirker på.

Amparanoia sagde farvel med albummet "Seguire caMinando" i 2008, og Amparo har senest indspillet solo-pladen "Tucson-Habana" sammen med netop Calexicos Joey Burns og John Convertino, der også bakkede sangerinden op ved hendes opvarmnings-sæt denne mandag aften på Train i Århus.

Fra omtalte solo-plade fik vi i alt syv fremragende numre, hvoraf den tilbagelænede "Aquí Estoy" var det første. Sangen bærer præg af, at Burns og Convertino har været inde over, og Amparo byder her på en mere tør og ørken-folk-roket lyd end de iltre udskejelser, der tidligere har gjort sig gældende i sangerindens musik.

Den fyldige vokal er omdrejningspunktet, og de til tider ordrige spanske tekster leveres af en stemme, der rummer lige dele sødme og rå autoritet tilsat et pænt skvæt sans for den sydlandske dramatik. Med "Hoy" er vi ude i mere klassiske latin-toner, der dog også er mere støvede end vanligt. Nummeret fremføres med stor indlevelse, og det sørgmodige omkvæd kalder gåsehuden frem, mens de tre musikere får det maksimale ud af de fire spanke akkorder, sangen er bygget op omkring.

Med "Turista Accidental" får lydbilledet et nøk opad på fyldigheds-skalaen i og med, at Sánchez, Burns og Convertino gøres selskab af Calexico-trompetist med mere, Jacob Valenzuela. Nok er Amparo solo ikke det sprudlende festfyrværkeri, hun tidligere har været kendt som, men det er heldigvis ikke noget, der går ud over kvaliteten af hendes musik.

Med "Quisera, Pero" er samtlige seks Calexico-medlemmer på scenen, og sammen med Amparo giver de de fine sange tid til at folde sig ud på scenen og synke ind i publikums bevisthed. Amparo virker oprigtigt glad og taknemmelig for at stå på scenen og takker flere gange under det korte sæt publikum for at gøre hendes aften magisk.

Den skønne "Corazón De La Realidad" afslutter opvarmningen med maner. Der er dobbelt op på både spansk guitar og mariachi-trompet, og Amparo Sánchez har bevist sit værd som (næsten) solo-kunstner med stærke sange, hvor pulsen nok er tilbagelænet, men vitaliteten står i fuldt flor.

(Ord: Michael José Gonzalez)

 

Calexico: *****

Efter en kort pause vender Calexico-medlemmerne tilbage til scenen, nu som hovednavn. Calexico åbner med valsen "Sunken Waltz" fra deres fortrinlige 2003-album "Feast Of Wire". Da vi allerede har set samtlige seks gruppemedlemmer glimre ved deres nærvær på scenen under Amparo Sanchez' opvarmning, overrasker det ikke, hvor gode de er. Forsanger og primær sangskriver Joey Burns er sikker i front med sin let hæse, intense stemme og sit nuancerede guitarspil, Paul Niehaus sørger for stemningsfuld lapsteel-guitar, og rytmesektionen, bassist Volker Zander og trommeslager John Convertino er klippefaste, om end diskrete i bunden af lydbilledet. Til venstre på scenen får de to multiinstrumentalister Jacob Valenzuela og Martin Wenk hurtigt lejlighed til at vise, hvad de kan. Martin Wenk brillerer på harmonika, mens Jacob Valenzuela med stor elegance betjener vibrafonen. I næste sang, "Across The Wire", går de så begge over til at spille trompet i deres synkrone, mariachi-inspirerede spil, som udgør en stor del af Calexicos særlige udtryk, der blander rock, country, folk og mexicansk folke- og festmusik.

Tredje sang, "Roka", får et gevaldigt løft, idet Amparo Sanchez vender tilbage på scenen som spansksyngende duetpartner. Hendes stemme, der er varm som de spanske stepper og dramatisk som en Almodóvar-film, sender stemningen til et foreløbigt højdepunkt, hvilket resulterer i voldsomme klapsalver i den trekvartfyldte sal. Herefter får vi den tempofyldte "El Gatillo", et af de instrumentalnumre, som er en fast del af Calexicos udtryk, og som har Martin Wenk og Jacob Valenzuela i veloplagt centrum på deres to trompeter.

Tre fine numre fra "Carried To Dust" følger, "Bend To The Road", "Two Silver Trees" og "The News About William", inden koncerten når et nyt højdepunkt i den halvdystre, småstøjrockende "Black Heart", der sitrer af elektricitet. Efter endnu et trompetdrevet instrumentalnummer, "Minas De Cobre", vender Amparo Sanchez tilbage i duetten "Inspiracion", hvor den anden leadvokal leveres af den ligeledes spansksyngende Jacob Valenzuela, hvis stemme er næsten lige så velklingende som hans færdigheder på alskens instrumenter. Sanchez fortsætter på scenen med en fortolkning af "Don't Leave Me Now" af hendes eget gamle band Amparanoia, et nyt højdepunkt med charmerende spansk accent.

Efter to solide sange, "Ballad Of Cable Hogue" og "Man Made Lake", bliver det til endnu et covernummer, denne gang af Loves klassiker "Alone Again Or", som Calexico udgav på 2004-ep'en "Convict Pool" og ofte har fremført live. Igen løfter stemningen sig fra god til bedre, men nu er sangen jo også i sig selv fremragende, så det er let indkasserede point. Hovedsættets to sidste sange, "Fractured Air" og "Deep Down" er gedigne, men får ikke nakkehårene til at rejse sig i samme grad. De er dog nok til at få publikum til at klappe hårdt efter ekstranumre, og dem fik tre af, alle fremragende: Først den smukke ballade "Red Blooms", så "He Lays In The Reins" med flot, længselsfuld trompet, og endelig den fængende, groovy "Güero Canelo" med Amparo Sanchez tilbage på scenen til fællessang med det veloplagte publikum. En stærk afslutning på en fornem aften, hvor sangene - hvoraf ingen i øvrigt var nye - veksler mellem det gode og det fremragende, og jeg derfor vakler mellem fire og fem stjerner. Men Amparo Sanchez' stærke vokal og utrættelige entusiasme får alligevel det sidste ord - og hiver derfor den femte stjerne i land.

(Ord: Ole Rosenstand Svidt)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA