John Mellencamp: No Better Than This

John Mellencamp
No Better Than This

John Mellencamp: No Better Than This

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 28.08.2010
Anmeldt af
Henrik Friis

John Mellencamp er inde i en stærk stime. Forgængeren Life Death Love And Freedom præsentererde ham med et dejligt neddroslet roots-udtryk og voksne sange, og denne gang går han skridtet videre på et album, der er indspillet mono på gammel spolebåndoptager under den seneste turné - på locations, hvor Elvis og Robert Johnson tidligere har huseret og igen med T-Bone Burnett ved roret. Det er hélt nedbarberet. Ganske akustisk – bortset fra enkelte lækre el-guitar-udbrud fra Marc Ribot – med gulvbas og sand-på-gulvet-stemning. Og det klæder Mellencamps ærkeamerikanske sange, der bruger folk, blues, country, rockabilly og i den dur til mol-fortællingerne fra dagens USA. Enten set ud fra Mellencamps eget midaldrende perspektiv eller via dagligdagsskæbner. Emnerne er ikke lige rare – en del sange er faktisk desillusionerede: mennesker med små og brugte muligheder. Men Mellencamps raspende vokal og indædthed (plus et par stænk bittersød ironi) giver dem saft og drive, så selv om der ér kvalitetsudsving, er det femstjernet konsekvens og udførelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA