De Eneste To: De Eneste To

De Eneste To
De Eneste To

De Eneste To: De Eneste To

GAFFA

CD / Copenhagen Records/Sony Music
Udgivelse D. 11.10.2010
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Det måtte jo komme, det officielle samarbejde mellem de to ligesindede legekammerater Peter Sommer og Simon Kvamm. For nok har de rigeligt med vind i sejlene i deres normale musikalske outlets, men nysgerrigheden efter at mikse to unikke, men samtidig beslægtede lyriske universer har været så stor, at De Eneste To nu er blevet sendt ind i rampelyset. Og det kan vi sgu kun være glade for, for resultatet er større end summen af de involverede parter. Sangskrivere modnes selvfølgelig offentligt, men det virker grangiveligt som om, at samarbejdet mellem de midtjyske knudemænd har givet dem modet til løsne helt op i det normalt ret stramtandede univers. Selvfølgelig kan de to herrer ikke lade være med at bøje, brække og vende vante vendinger til et moderne lyrisk udtryk, der afspejler og indkapsler vores evigt afsøgende tidsånd, men de har på den anden side aldrig været så klare i spyttet som i de fremragende Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø, Morten, Det Var Det Der Slog Dig Da Du Faldt, Alle Har En Fortid, og sådan kunne vi blive ved. Man kan mene, hvad man vil om den digitale leg med vokalen i den fine ballade Aftenbøn, men eneste fejlskud blandt de 11 sange er den lidt for 90'er-kække afslutter Hell Yeah, der lyder dateret, før den er spillet færdig. En enkelt misser skæmmer dog ingenlunde dette hamrende solide debutudspil fra De Eneste To. For al snak om et hurtigt sideprojekt manes til jorden med et eftertænksomt og stort værk, der har potentialet til at stå tidens test bedre end bagkataloget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA