x
Edith Tamayo: Patita Salada

Edith Tamayo
Patita Salada

Edith Tamayo: Patita Salada

GAFFA

Album / Snail Records
Udgivelse D. 17.09.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det har været en fornøjelse at følge Edith Tamayo de sidste år. På Womex i Sevilla i 2008 var den mexicanske sangerinde del af den danske delegation. Og sidste år var messen flyttet til København, og der kom den internationale kontrakt med hollandske Snail Records. Og nu er pladen, Patita Salada, på gaden. Og har i den grad været ventetiden værd.

Edith Tamayos udgangspunkt var havne- og badebyen Mazatlan i delstaten Sinaloa ved Stillehavet, hvor hun voksede op, selv om rødderne nærmere er ved foden af bjergene længere inde. En opvækst med stærk social bevidsthed, samt med både legenderne og overtroen, samt ikke mindst den lokale musik. Allerede tidligt havde hun en formidabel stemme med en sjælden renhed, og vandt som ung pige konkurencer og sang i tv, inden hun fik et stipendium og som 17-årig kom ind på Kunstakademiet i Mexico City, ligesom hun sang over hele landet. Alligevel ville hun til Europa og endte i Sverige, hvor hun studerede klassisk sang, inden hun igen vendte hjem og arbejdede på operaen i hovedstaden. Indtil hun igen tog til Skandinavien og studerede videre. Hun er nu bosat på Nørrebro.

Edith Tamayo er begavet med en stemme med en forbløffende renhed. Hun har over de sidste år opbygget et band og repertoire, som både er egne kompositioner, inddrager legendariske mexicanske komponister som Lorenzo Barcelata Castro og tager afstikkere til Peru og Cuba. Uden et øjeblikke at miste sin helt særlige identitet. Faktisk er Castros berømte El Cascabel sunget helt og aldeles forførende af Edith, mens koret af mænd lægger nogle svar, som minder om de hedeste cubanske campesino-øjeblikke med en Eliades Ochoa. Hvor hun holder stemmen og har et stolt og overlegent sangforedrag, hvor de rette knæk i stemmen giver hele stemningen. Ligesom sangen inden, Parabienes, er sunget accapella af en sangerinde, som kan sin metier til fingerspidserne og viser det hele frem.

Det er en sangerinde på meget højt niveau og med et personligt udtryk, som her debuterer særdeles overbevisende. Med til at gøre pladen så god er argentinskfødte Roberto Amerise og chilenske Cesar Peña, som i årevis har boet i Sverige og spiller formidabelt på guitar og charanga, ligesom de to perkussionister ledsaget af den fantastiske bassist fra Cuba, Yasser Pino, sørger for, at Edith Tamayo får det rette modspil. Og når hun så selv kan ryste melodier ud af ærmet, som titelsangen, så kan det altså ikke gå galt.

Det er en fantastisk plade som vokser og vokser for hver gang, man hører den. Kompetent og rent ud besættende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA