x
Jan Poulsen: Something Rotten!

Jan Poulsen
Something Rotten!

Jan Poulsen: Something Rotten!

GAFFA

Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 19.09.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Jan Poulsens bog er som ventet et solidt tidsbillede fra den såkaldte danske punk. Men det er også en bog, der bekræfter, at fænomenet i dansk velfærdsversion var lysår fra den vildskab og desperation, der prægede scenen i England og USA.

Bortset fra det er det en fornøjelse at læse Something Rotten!. Ikke mindst når man er københavner og jævnaldrende med forfatteren og de beskrevne - selv om vi også er inde omkring scener i provinsen - er det en nærmest narcissistisk oplevelse og en tur ned ad memory lane. For selv om den valgte form - som har karakter af det uredigerede, som blev mikrofonen ukritisk holdt op i hovedet på de interviewede (!) – har et fedt flow, kan man altså ikke undgå en fornemmelse af, at teksten for alle andre, der ikke har samme forudsætninger og alder, må være svært tilgængelig og kræver at Wikipedia konstant er inden for rækkevidde. Fordi mange vendinger og udtryk hører tiden og stederne til. Og fordi forfatteren ikke har gjort os den tjeneste at forsyne teksten med noter andre end dem der refererer til værkerne bag i bogen.

Jan Poulsen har med vilje valgt at skrive sig selv ud af teksten, selv om han er centralt placeret. Det virker ikke helt troværdigt. Poulsen har kommet i miljøet fra dag 1, og arbejdede i den gamle hippiebutik Superlove i Pisserenden, som i punktiden i sluthalvfjerdserne blev et af mødestederne, samt ikke mindst et sted, hvor man kunne købe plader, fanzines og andre til faget hørende nødvendigheder, og som det dokumenteres på billedet i starten af bogen, så var Poulsen til stede ved et af de skelsættende arrangementer i tiden, Concert Of The Moment, i november 1979.

Men Jan Poulsens store svaghed er, at han altså er vennernes ven og kender alle. Han er ikke upartisk og har et tæt venskab med folk som Peter Peter Schneidermann fra Sods/Sort Sol/Bleeder, og synes derfor bundet - ja, tynget - af loyalitet, når han skal give sin version af virkeligheden. Vi får følgelig aldrig at vide, at Peter kaldte sig det småpinlige Booze Stonecock i de spæde punkdage, da han var på formidagsbladenes forsider med Steen Jørgensen og Camilla Høiby. Ligesom det virker underligt, at Schneidermanns erklærede aversion nummer et, eks-kollega Lars Top-Galia, overhovedet ikke er blevet interviewet til bogen, selv om han på godt og ondt har været en central person i dansk punk, som medlem af gruppen Ads og initiativtager til festivalen Nosferatu – i øvrigt en krig, der startede, da Peter Peter gik ud offentligt i bladet Euroman i 1995 med samme Jan Poulsen som pennefører, samt i øvrigt siden i Det Fri Aktuelt i en artikel skrevet af undertegnede. Endelig har Jan Poulsen tidligere skrevet den formidable store bog om Sort Sol (2002).

Jeg kan personligt godt lide Schneidermanns korstog mod Top-Galia, som har været udtryk for kompromisløs punk i reneste aftapning, men retoucheringsteknikken, hvor man ukommenteret holder folk helt ude af en samlet historie, er heller ikke smart, og der er altså en del nedsættende beskrivelser af Lars Top-Galia i bogen, som således får stå uimodsagt (Top-Galia omtales i øvrigt konsekvent som Lars Top eller Lars Top-Jensen i bogen og man skal helt over i noterne under Ads for at finde ud af, at der er tale om Top-Galia.). Ligesom jeg heller ikke forstår andre udeladelser. Eksempelvis er Niels Thomsen, den ene halvdel af No Knox - der sammen med Sods er punkens vigtigste band -  overhovedet ikke blevet interviewet, og det er altså en vigtig stemme, der ikke bliver hørt. Ligesom jeg rigtigt gerne havde set et interview med Martha Podell, som var ene – og overlevende - halvdel af den helt centrale pladebutik, Gry,  og jeg kan altså ikke forestille mig, at det er smuttere eller tilfældigheder, for netop Jan Poulsen har grundighed som sit adelsmærke i en grad, som vi ellers kun kender det fra Jan Sneum. Og da han tidligere i interviews har lagt op til, at denne bog er repræsentativ for, hvem der reelt var punkere eller deltagere på scenen i Danmark i det pågældende tidsrum, burde alle have haft chancen for at udtale sig. Det havde givet den sidste nødvendige troværdighed.

Men det er altså en særdeles læseværdig bog, og – fraset ovenstående indvendinger – et spændende dokument fra den pågældende tid. Jan Poulsen har bevidst valgt ikke bare at fokusere på musikken, men også at medtage digterne og kunstnerne, og her er mange af de mest interessante interviews med folk som Søren Ulrik Thomsen, Nina Sten-Knudsen, Claus Carstensen, Peter Bonde, Knud Odde og mange andre. Og det er altså en fornøjelse at udtalelserne står uimodsagt, som sad vi lige der i rummet med de pågældende, som husker godt og fortæller levende og begavet og tager os hele vejen rundt og forbi begivenheder, navne og scener som Sods/Sort Sol, Kliché, ADS, Before, 80'er-digtere som Michael Strunge (som ingen tilsyneladende kunne lide!), de vilde malere, Billedstofteatret, udstillinger som Kniven på Hovedet og Gud og Grammatik og til sidst bz-bevægelsen. Og dermed er alle udtrykkene og de mange fede anekdoter med til ikke bare at fremmane tiden, men også give et troværdigt og vigtigt billede af, hvad fænomenet dansk punk var for en størrelse.

Der er ingen tvivl om, at Jan Poulsen – trods mine indvendinger – har skabt det nok vigtigste dokument fra dansk punk i tiden 1977-85. Ligesom den er med til at sætte kant på en række af de personer, som startede i punken, og som præger mediebilledet i dag, elsempelvis Master Fatman, Mikael Bertelsen, Søren Fauli og alle de andre, og som alle startede ud i punken.

Anbefalelsesværdig bog om den danske punk.

Jan Poulsen:

Something Rotten!

Forlaget Gyldendal

416 sider – vejl. kr. 289,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA