Cherry Overdrive: Go Prime Time, Honey!

Cherry Overdrive
Go Prime Time, Honey!

Cherry Overdrive: Go Prime Time, Honey!

GAFFA

Album / HepTown Records
Udgivelse D. 04.10.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

I 2007 spillede Cherry Overdrive hårdt og kontant ud med debuten Clear Light! Siden har det københavnske pigeband blandet kortene, og på Go Prime Time, Honey! er der kommet langt flere farver i beautyboxen. I stedet for den fræsende garagerock, der dominerede debuten, er det nu inspirationen fra slut-tressernes San Francisco – f.eks. Jefferson Airplane og Big Brother & the Holding Company – der har taget teten. Udviklingen i retning af stemningsfuld, blueset tresser-rock gavner især frontkvinde Lene Kjær Hvillum, der lyder som en stjerne i svøb på Go Prime Time, Honey! Hvillums dybe, hæse vokal er både kælen og kontant, lige dele Grace Slick og Annisette, og højdepunkter som den fængende 1500 Miles og underspillet intense Lay You Down tilhører ubetinget hende. Cherry Overdrives væsentligste udfordring ligger i sangskrivningen. Go Prime Time, Honey! efterlader ikke så mange spor i hukommelsen som den burde, bandets og især Hvillums åbenlyse kvaliteter taget i betragtning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA