
Renée Fleming
Dark Hope
Renée Fleming: Dark Hope
GAFFA
Album / Universal Music
Udgivelse D. 27.09.2010
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen
Man kan ikke betænke verdens måske mest kendte sopransangerinde, Renée Fleming, for at have lyst til at prøve noget nyt. For efter 30 år i opera-tjenesten har den nu 51-årige amerikaner skiftet Strauss, Wagner, Verdi og Händel ud med Muse, Arcade Fire, Band Of Horses og The Mars Volta. På papiret en fremragende idé, men i realiteten en skuffelse. Problemet er, at sangene leveres et par oktaver lavere end hendes sædvanlige stemmeleje, og dernede er Fleming blot en teknisk god sangerinde, og ikke en stor indlevende fortolker. Det emmer af spildt potentiale, for hvorfor modarbejde sin gave, når man i princippet kunne have fremtryllet et fuldstændigt vanvittigt storslået og melodramatisk album, ved at udsætte de fint udvalgte alternative rocksange for en kuldegysende overhaling med den feterede sopranstemme? De musikalske arrangementer lyder også så kliniske og polerede, at sangene tit mister sjælen og i stedet ender som voksen-pop målrettet mod folk med hang til dyre vine og dyrere postnumre. Mådehold klæder simpelthen hverken opera eller rock.