x
Raheem DeVaughn: Søpavillionen - København

Raheem DeVaughn, Søpavillionen - København

Raheem DeVaughn: Søpavillionen - København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

En noget overset neo-soul-stjerne gæstede denne aften København, nemlig Raheem DeVaughn, der trods tre albums, rimelige hits og Grammy-nomineringer i sit hjemland USA er forholdsvis ukendt for andre en dyrkere af den rene soul herhjemme.

Det var netop en lille gruppe af disse inkarnerede soul-hoveder som var mødt op for at høre den noget usandsynlige koncert, der kun blev en realitet pga. forenede kræfter fra to af Danmarks førende nye soul- og R&B-koncert-arrangører Cool Jack og Majestical. Fuld respekt til dem og deres ihærdige indsats for at bringe mere sjæl til landet. Det trænger vi til.

Lille koncertsted 

Det var noget overraskende at man havde valgt Søpavillionen, da det jo ikke er kendt for at være et koncert-sted. Det skulle da også vise sig at det var et temmeligt lille sted, der dog trods alt har en rimelig scene, hvor der var stillet på til et fuldt orkester. At der ikke kunne være så mange, kan forklare den noget pebrede billet-pris. Der var lagt op til en intim koncert for de få heldige. 

Desværre lod mr. DeVaughn vente på sig. Selv om DJ Phil spillede et typisk super tjekket R&B-sæt og den ukendte, men ok coole, ragga-opvarmer gav den gas, så kom stjernen først på scenen kl. 22:25 selv om koncerten var annonceret til kl. 21.

Rigtig koncert med helt band

Raheem troppede op med hele 7 mand. Trommeslager, guitarist, bassist/keyboardspiller, endnu en keyboadspiller, 2 mænd på kor og noget så syret som en sketch-artist, der tegnede live på sin iPad og senere lavede maleri med Danmarks motiver under koncerten. 

Fra start virkede det til at blive en glimrende koncert. DeVaugn startede ud med at proklamere, at hans sange handlede om kærlighed og politik og åbnede med den noget uptempo Revelations 2010, dog uden Damian Marley, som ellers er med på album-versionen. Så kom de ellers. To af hans geniale numre Woman (hvor han gjorde brug af en sjov gimmick med at holde skilte op) og Guess Who Loves You More. Derefter nogle mere slow jams, Love Drug, Believe og den lækre You. Kendetegnende ved disse numre og DeVaughan er, at han synger om følelser og kærlighed på et mere ømt og dedikeret plan end de fleste andre. Hans stemme får lov at udfolde sig og musikken er lækker neo-soul. På meget af hans nyere materiale, som vi fik rigelig lov at høre senere, er denne oprigtighed desværre forsvundet og erstattet med platte og letkøbte R&B-pornotekster. 

Stemmen forsvandt

Lyden i Søpavilionen var desværre meget ringe eller også var det bare lydmixet, for DeVaugns lækre stemme blev desværre overdøvet af den alt for høje musik, som bragede sammen som om, der bare var skruet max op for alt. Hurtigt kom man til at tænke på, hvor meget bedre studie-versionerne er. Live-oplevelsen blev yderligere forringet af de skarpe spots, som bare konstant lyste publikum i hovedet.  Scenen var desuden for lille til bandet, som stod som sild i en tønde.

DeVaughn og band prøvede dog at få det bedste ud af situationen, og det lykkedes faktisk at nå publikum og få dem mere engagerede. DeVaugn leverede varen med passion og indlevelse, men tempoet i de efterfølgende numre var skruet helt i bund, og publikum begyndte at gå kolde til f.eks. Marathon og Desire.

DeVaugn vækkede publikum med et kort, men udmærket potpourri af gamle soul-klassikere som Al Greens Love and Happiness, Smokey Robinsons Cruisin og Marvin Gayes Let's Get It On, hvor skiltet med "Give Me Your Panties" blev holdt op.  

Pornoen overtager

En time inde i koncerten stod Raheem kun i wife-beater og skruede så helt op for R&B-pornoen, og her mistede koncerten meget af sin stil og charme. Så kom numre som Michrophone og B.O.B. Battery Oprerated Boyfriend, samt hans hit Serve You Up aka The Customer, alle fra det seneste album og alle temmeligt ringe.

Okay god følelse til sidst

Da DeVaughn og band spillede det planlagte ekstranummer efter halvanden time, var en del af publikum gået, og da der blev jammet i bedste D. C.-tradition (hvor bandet kommer fra), var det bare too late, og folk ville gerne hjem.

Ikke desto mindre gik man derfra med en tilfreds følelse af at have fået valuta for sine penge og af at have oplevet Raheem DeVaughns bedste numre. Det eneste, jeg savnede, var det blærede Energy fra andet album. Forhåbentlig kommer der flere soul-artister til Danmark, og forhåbentlig er koncertstedet bedre afpasset til deres performance næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA