Diverse kunstnere: Newbees Festival, Studenterhus Århus

Diverse kunstnere, Newbees Festival, Studenterhus Århus

Diverse kunstnere: Newbees Festival, Studenterhus Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den århusianske Newbees Festival har de sidste tre år hvert år præsenteret musikalske talenter fra vækstlaget og har i den forbindelse været med til at sætte fokus på senere kendte navne som Ginger Ninja, The Rumour Said Fire og CODY. I år var festivalen henlagt til det nyflyttede Studenterhus Århus, som nu er rykket tilbage til sit udgangspunkt, Stakladen ved Århus Universitet.

GAFFA missede desværre festivalens to første dage, men var på plads til afslutningen lørdag, hvor seks bands og solister gav koncerter på hver 30-40 minutter.

Penny Police ****

Aftenen åbnede med københavnske Penny Police alias sangerinden og sangskriveren Marie Fjeldsted og hendes tre musikere på henholdvis akustisk guitar, keyboard/trombone/theremin og minimalistisk trommesæt uden stortromme. Marie Fjeldsted spillede på noget så forholdsvis usædvanligt som autoharpe, altså en lille, håndholdt harpe, som var glimrende akkompagnement til hendes smukke, lyse vokal og hendes overvejende let melankolske, drømmende sange. Musikalsk var der ud over autoharpen ikke meget nyt under solen, men sangene var velskrevne og melodiske, stemmen meget flot og ren, og så gav den diskrete brug af den hylende theremin en smule kant til sangene. Guitaristen Jesper Madsen var desuden leveringsdygtig i flot korarbejde. Absolut en udmærket åbning på aftenen - og i øvrigt glimrende lyd, hvilket man ikke altid kunne sige om det gamle studenterhus ved havnen.

Eim Ick ***

Næste levende billede var Eim Ick alias den unge elektronikamusiker Nick Eriksen. Eim Ick stillede op med laptop, sampler og mikserpult og leverede minimalistisk techno med hårdtpumpet bas, dansable beats og  samplede stemmer og synthtemaer. Numrene gled naturligt over i hinanden, og i passager var musikken mere afdæmpet og drømmende, til tider helt uden beats. I mindre doser fungerede det alt sammen glimrende, men i længden blev det en kende for minimalistisk til min smag, men det skal også indrømmes, at minimaltechno ikke lige er min favoritgenre, så mit udsagn skal tages med forbehold. Desuden manglede den visuelle dimension. Da Eim Ick optrådte på årets Spot Festival, havde han flotte, stemningsfulde visuals med, men det var ikke tilfældet denne aften, og dermed var der ikke ret meget at se på på scenen. Men som sagt: Glimrende i mindre doser.

Lucky Bird ****

Herefter var det tid til Lucky Bird bestående af eksilårhusianere i København. Gruppen spiller guitarrock fremført med den klassiske opstilling: to guitarer, bas og trommer. Musikalsk var der også tale om velkendte toner, men Lucky Bird leverede deres rock med stor entusiasme og solide håndværksmæssige prætationer - og med gode sange, stramme guitarriff og ofte et dansabelt, let synkoperet groove. Et par af sangene rummede desuden spændende skift i tempo eller taktart, eksempelvis den temposkiftende, let countryinspirerede og ganske fine "My Blood". Forsanger Rasmus Littauers ret bløde vokal manglede lidt pondus, men der er masser at komme efter hos Lucky Bird.

Treefight For Sunlight *****

Aftenens mest kendte band var den københavnske kvartet Treefight For Sunlight, som i sommer var Ugens Undgåelige på P3 med debutsinglen "Facing The Sun" og 4. oktober er klar med debutalbummet "A Collection Of Vibrations For Your Skull". Den efterhånden pænt fyldte sal tog da også imod gruppen med begejstring, da den indtog scenen og lagde ud med debutalbummets åbningsnummer "A Dream Before Sleep" med gruppens karakteristiske flotte falset-vokalharmonier og drømmende klaverspil. Endnu et par fine sange fulgte, inden gruppen måtte tage en time out grundet tekniske problemer. Den medbragte sampler kunne nemlig ikke høres, og dermed forsvandt flere nuancer i Treefight For Sunlights ellers i forvejen ganske nuancerede musik. En flere minutter lang pause trak ned i helhedsbedømmelsen, men da Treelight For Sunlight omsider kom tilbage på sporet, sad musikken til gengæld lige i skabet. Ud af de fire medlemmer sang de tre, guitarist Morten Winther Nielsen, bassist Christian Rohde Lindinger og trommeslager Mathias Sørensen leadvokal på skift i hver et par sange, og ellers leverede de flotte flerstemmige vokaler til hinanden i fineste stil. Og så sprudler bandets glade, detaljerige popsange af liv og hittepåsomhed. Inspirationen fra Beach Boys er tydelig, og det åndelige slægtskab med Oh No Ono (hvis Aske Zidore også har produceret debutalbummet) er til at tage at føle på, men det er kun plusser, når påvirkningerne blandes så elegant med egne påfund. Trods den lange pause var Treefight For Sunlights 40 minutters koncert en rendyrket fornøjelse. Husk at købe albummet!

Le Klik ***

Oven på Treefight For Sunlights meget organiske udtryk var der dømt elektropop/rock med københavnske Le Klik. I studiet en trio med sang, guitar og hele tre keyboards og live udvidet med bas og trommer. Le Klik har kun eksisteret i et halvt år, men det kunne man nu ikke høre på deres rutinerede liveperformance, der hurtigt sendte folk ud på dansegulvet. I front har de i Carl-Christian Riestra en stærkt, udtryksfuld leadvokalist, der gav visse associationer til Silas Bjerregaard fra Turboweekend, og også musikalsk er der et vist slægtskab mellem de to grupper. Sangskrivningsmæssigt mangler Le Klik dog endnu lidt mere skarphed og profil, om end den ballade, der efter omkvædet at dømme hedder "Words Of Love", havde noget af det rigtige. Om nok et halvt år er de sikkert kommet et godt stykke videre.

Ernest Blackwell ***

Var Le Klik et ungt band, var Ernest Blackwell nærmest nyfødte. Koncerten på Newbees Festival var simpelthen deres debutkoncert, og de havde deres første øver for 14 dage siden. Musikalsk var der også her dømt elektropop, nu helt uden guitar og bas, men blot keyboard og elektroniske trommer. Som Le Klik er også Ernest Blackwell i besiddelse af en gedigen vokalist, Kasper, hvis falset sendte tankerne i retningen af Erasures Andy Bell og ligesom Andy Bell også havde blik for det visuelle, idet han var iført en jakke af guldlamé. Ernest Blackwells musik var endnu mere hårdtpumpet og dansevenlig end Le Kliks, og folk på dansegulvet fulgte da også trop. Sangskrivningsmæssigt kunne Ernest Blackwells unge alder dog godt mærkes, og de de elektroniske trommer drillede, måtte Ernest Blackwell også holde en kort pause og skære flere numre ud af deres sæt, så de kun spillede i cirka 20 minutter. En lidt flad afslutning på en ellers fin, fin aften.

Alt i alt var tredje dag på Newbees Festival dog en underholdende aften med masser af talent fra dansk rock, singer-songwriting og elektronikas vækstlag. Jeg glæder mig allerede til næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA