x
Limp Bizkit: Store Vega, København

Limp Bizkit, Store Vega, København

Limp Bizkit: Store Vega, København

Anmeldt af Lennart Friberg | GAFFA

Da Limp Bizkit gæstede Valby Hallen i 2004, var det uden guitaristen Wes Borland, som fra tid til anden har haft det med at skride. Bandets noget omdiskuterede single/cover "Behind Blue Eyes" var dengang i top-rotation på de fleste radiostationer, og anmeldere og fans var generelt ikke særligt begejstrede for den nye retning, som bandet tog på albummet "Results May Vary" fra 2003.

Denne gang mærkes det dog tydeligt, at Limp Bizkit er tilbage i sit oprindelige format. Hele bandet emmer af overskud og spilleglæde, som også tydeligt smitter af på de mange danske fans, der endelig får hvad de er kommet for at se – Fred Durst, Wes Borland, John Otto, Sam Rivers og DJ Lethal.

Koncerten lægger ud nummeret "Why Try" fra det kommende album "Gold Cobra". Herefter fortsætter koncerten med numre fra de tre første albums ("Three Dollar Bill Yall$", "Significant Other" og "Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavoured Water"). Kun Who-coveret "Behind Blue Eyes" repræsenterer bandets fjerde album ("Results May Vary"), som Fred Durst og DJ Lethal fremfører alene på scenen til enkelte lightere blandt publikum.

Der er ingen tvivl om, at Limp Bizkit er i højeste gear i aften. Fred Durst virker gennem hele koncerten som om han har lyst til at omfavne hele salen – og i særdeleshed de tilstedeværende kvinder, som han (selvfølgelig) komplimenterer flere gange i løbet aftenen. Faktisk er koncerten knapt nok kommet i gang, før Durst inviterer alle deres nye danske venner til afterparty ved tourbussen.

Masser af overskud
Sjældent oplever man et publikum, der er så oplagt som det, Limp Bizkit mødte denne gang i Vega. Under nummeret "My Generation" bliver C-stykket decideret overtaget af publikum, som næsten synger højere end bandet. Og lige som alle tror, at nummeret vil bryde ud i endnu et hårdt riff-stykke, så snyder bandet hele salen ved at holde igen. "Yeah. You think you know it all don't you?" udbryder en overlegen Fred Durst med et smørret grin og fortsætter.

Blandt aftenens højdepunkter er det selvfølgelig oplagt at nævne numre som "Nookie", "My Way" og "Take a Look Around" som straks får hele salen til at nærme sig kogepunktet. Men alligevel virker det som om, at numrene "Break Stuff" og "Rollin'" i aften får en endnu større respons fra publikum. Til tider når man nærmest at blive en smule nervøs for, at folk skal begynde at falde ud over balkonen, når man ser, at hele rækken går lige så meget amok som resten af salen, der gynger i takt.

Mellem de mange sikre hits står DJ Lethal for adskillige festlige indslag såsom temaer fra "Ghostbusters", "Benny Hill", "Beverly Hills Cop" og White Stripes' "7 Nation Army". Derudover bidrager Wes Borland med korte brudstykker af Nirvana's "Smells Like Teen Spirit" og Pearl Jam's "Alive".

Limp Bizkit-fest

Der er i det hele taget sat gang i den "Kæmpe fucking Limp Bizkit-fest", som Fred Durst tidligere havde lovet, da GAFFA spurgte ham, hvad vi kunne forvente. Og der er plads nok til alle. Under det første ekstranummer hiver Durst pludselig to børn op på scenen, som fyrer den af med forsangeren til nummeret "Boiler". Durst havde set de to børn stå og headbange oppe foran scenen og kunne ikke dy sig fra at hive dem med op på scenen. Og de to børn – henholdsvis Tobias og Nathalie - har som resten af publikum helt sikkert et brag af en fest i selskab med Limp Bizkit.

I det hele taget hersker der ikke nogen tvivl om, at Limp Bizkit virkelig har lyst og overskud til at spille for de mange danske fans, som er mødt op. Den halvanden times koncert er i sin helhed præget af bandets spilleglæde og publikums åbenlyse begejstring, som løfter stemningen yderligere. Desværre bliver guitarlyden til tider en smule for mudret og skramlet, hvilket også kan ses på en del publikummers ansigtsudtryk. Og det er en skam, for det lader til, at drengene fra Limp Bizkit ellers har en af de rigtigt gode aftener. Inden bandet lukker og slukker med George Michael-coveret "Faith" må Durst også selv give udtryk for sin egen oplevelse af aftenens koncert. "We're on a high right now – let's keep it there".
Inden bandet forlader scenen, lover de os alle sammen, at de vil komme tilbage i løbet af sommeren 2011. Så kan vi jo kun håbe på, at det bliver en lige så stor fest, som det er denne gang.

Opvarmning: The Blackout ****
Engelske The Blackout som består af Sean Smith (vokal), Gavin Butler (vokal), James Davies (guitar), Gareth Lawrence (trommer), Matthew Davies (guitar) og Rhys Lewis (guitar) startede festen med et imponerende energiniveau, som kunne lægge det meste af salen ned.

De fem fyre fra Wales spiller, hvad man må karakterisere som post-hardcore og lægger sig genremæssigt i kølvandet på bands som The Used og Fugazi. I løbet af den halve times opvarmning bliver der dog ikke skruet ned for energien – tværtimod. Bandet får hurtigt salen til gynge i takt til de tunge riff, som bliver tæsket ud over scenekanten med 200 i timen.

Flere gange bliver man drillet med genkendelige Limp Bizkit-riff, som sætter gang i festen. Generelt har bandet en rigtig god kontakt til publikum, som flere gange også når helt ned til den bagerste ende af salen. Inden bandet forlader scenen bliver der endda plads til Beastie Boys-coveret "Fight For Your Right To Party", som under andre omstændigheder sikkert ville have ramt en smule ved siden af. Denne gang virkede det dog for en gang skyld ganske godt, at opvarmningsbandet forstod at sætte gang i folk, før hovednavnet indtog scenen. Der var mange momenter, der fungerede rigtig godt, men flere steder virkede det dog som om, at The Blackouts egne numre faldt en smule igennem uden helt at gøre det store indtryk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA