x
Blackmore's Night: Autumn Sky

Blackmore's Night
Autumn Sky

Blackmore's Night: Autumn Sky

GAFFA

Album / Spinefarm
Udgivelse D. 06.09.2010
Anmeldt af
Henrik Friis

Der er ikke så meget nyt at sige om det her: Endnu et album fra hr. og fru Blackmore, og endnu en samling sange, der dels fortolker (mest) gamle traditionelle toner, samtidig med at parret skriver nye med samme middelalderstemning og akustiske besætning for øje – og så parret med en lille rockkant inkl. el-guitar og keyboards ind imellem. Det er ved Gud ikke særlig interessant. Når man tænker på det drama, mange gamle middelaldersange ellers gemmer i deres historier, og det drama Ritchie Blackmore for 35-40 år siden stod for, da han – fortjent – fik sit ry som guitarist i Deep Purple, så er og bliver det her nysselige ligegyldigheder og flade kopier. Fru Candice synger med samme indlevelse uanset emne – og kunne lige så godt synge om kageopskrifter. Hendes største udvikling er, at hun lyder som om, hun har hørt på Celine Dions fraseringer. Og husbonden klimprer pænt på guitaren, mandolinen og hvad han ellers finder frem, men aldrig i nærheden af den personlighed, han havde på el-spaden – og i ét tilfælde antyder, at han stadig har.

Der er såmænd ikke så meget nyt at sige om det her: Endnu et album fra hr. og fru Blackmore, og endnu en samling sange, der dels fortolker (mest) gamle traditionelle toner samtidig med at parret skriver nye med samme middelalderstemning og akustiske besætning for øje – og så parret med en lille rockkant inkl. el-guitar og keyboards ind imellem.  Men det er ved Gud ikke særlig interessant. Når man tænker på det drama mange gamle middelaldersange ellers gemmer i deres historier og det drama Ritchie Blackmore for 35-40 år siden stod for da han – fortjent – fik sit ry som guitarist i Deep Purple, så er og bliver det her nysselige ligegyldigheder. Fru Candice synger med samme indlevelse uanset emne – og kunne såmænd lige så godt synge om kageopskrifter. Hendes største udvikling er, at hun lyder som om, hun har hørt på Celine Dions fraseringer. Og husbonden klimprer pænt på guitaren, mandolinen og hvad han ellers finder frem, men aldrig i nærheden af den personlighed, han havde på el-spaden – og i ét tilfælde antyder at han stadig har.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA