x
Mimas, Dad Rocks! og King's Light Infantry: Musikcaféen, Århus

Mimas, Dad Rocks! og King's Light Infantry, Musikcaféen, Århus

Mimas, Dad Rocks! og King's Light Infantry: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den århusianske gruppe Mimas udgiver mandag den 4. oktober sit andet album, "Lifejackets", og det blev præsenteret ved et release-party på Musikcaféen torsdag aften. Ved samme lejlighed spillede gruppen også hele det nye album fra ende til anden på scenen foran en næsten fyldt sal.

Mimas indtog scenen iført deres vanlige påklædning: Violette og gule anorakker med et stort, rødt blødende hjerte lige dér hvor, ja, hjertet slår. Kvartetten alias sanger, guitarist og trompetist Snævar Njáll Albertsson, guitarist Daniel Malling Beck, bassist Gert Hoberg og trommeslager Lasse Dahl var denne aften udvidet med de to trompetister Anders og Thomas, begge iført sorte anorakker med hjerter.

Gruppen åbnede også med bløde trompet-toner, fra Snævar Njáll Albertsson, som indledning til "Lifejackets"' åbningsnummer "Application". En sang, som viser, at Mimas på deres nye album har fortsat deres bevægelse fra de unge års post-rock, en bevægelse, som også var i fuld gang på det to går gamle debutalbum "The Worries". Nu synes de i lige så høj grad påvirket af amerikansk indie-rock i den mere kreative afdeling, ikke mindst Animal Collective og åndsbeslægtede Brooklyn-bands, og blander ubesværet skæve guitarakkorder og kompleks rytmik med iørefaldende melodilinjer, poppede omkvæd, håndklap, smuk trompet, skift i tempo og taktarter og ikke mindst korpassager, hvor alle medlemmer synger af deres lungers fulde kraft i noget, der nærmer sig råbekor (en smule i stil med The Kissaway Trail) - til tider tilsat elementer af tidligere tiders støjudbrud.

Mimas har efter adskillige års koncertvirksomhed i ind- og udland opnået en solid liverutine, så derfor var der ikke meget slinger i valsen rent håndværksmæssigt. Snævar Njáll Albertssons ret dybe stemme er måske ikke helt ren hele tiden, men hva' fa'n, det er jo alternativ rock, det her, så det går an. Havde jeg været lydmand, havde jeg dog nok mikset vokalen en smule lavere ned i lydbilledet.

Blandt koncertens højdepunkter var den både fængende og rytmisk kantede, synkoperede "Sodapop Stalkers", den smukke ballade "Rotting Rodents" og den endnu flottere, klaverbårne ballade, afslutteren "Relationship". I et par numre mod slutningen gæstede "Lifejackets"' producer Kenn Eksildsen bandet på først trommer, så keyboard, og det gjorde han udmærket. Undervejs kastede Mimas desuden noget så urocket som lakridspiber ud til publikum, til stor fornøjelse - det var jo et release party.

Efter 50 minutter var de ni numre fra "Lifejackets" gennemspillet, og bandet sagde derfor tak for i aften. De lod sig dog klappe ind på scenen til et ekstranummer, en ældre, lang og støjende sang, hvis titel desværre missede min opmærkomhed, men som stammer fra Mimas' unge, post-rockede år. De har udviklet sig meget siden da, og tak for det. Især balancegangen mellem det iørefaldende og det kantede og spændingsfyldte er noget, Mimas har godt fat i, og de har da også et vist publikum uden for Danmarks grænser. Fuldt fortjent.

Opvarmning: Dad Rocks! ***

Inden Mimas gik på scenen, var der opvarming ved Dad Rocks og King's Light Infantry. Dad Rocks! er et alias for Snævar Njáll Albertssons soloprojekt, der, som han sagde, var blevet særligt udvalgt af Mimas til at åbne aftenen. Og det gjorde han med en stribe fine sange, fremført af ham selv på akustisk guitar og vokal og med fint kor af Nikolaj Skjold. Dad Rocks! er mere americana-inspireret end Mimas, og sangene er som sagt udmærkede, ligesom Snævar Njáll Albertssons nuancerede guitarspil med skiftevis opfindsomme akkordsammensætninger og elegant fingerspil fungerede glimerende. Vokalen var dog ikke helt stærk nok til at bære det nedbarberede lineup, og Snævar Njáll Albertsson gjorde generelt en bedre figur senere på aftenen.

Mere opvarmning: King's Light Infantry ****

Efter Dad Rocks!' halve time på scenen var det tid til mere opvarmning i form af ligeledes århusianske King's Light Infantry. Jeg oplevede første gang gruppen live til sidste års Starfighters-finale, og jeg må sige, at de er vokset markant siden da. Dengang spillede de en habil, men ret ordinær melodisk guitar-pop-rock. Nu har musikken fået noget mere kant, ikke mindst takket det mere opfindsomme guitarspil med flere skæve akkorder, ligesom sanger Mathias Slots fine, ret lyse vokal nu mere peger i retning af Modest Mouse, Pavement eller Figurines end Bono. Sangskrivingen synes også at have fået et nøk opad, og især den smågroovy og ganske iørefaldende "Home" med en fiffig guitarfigur med chorus-lyd trak stik hjem. King's Light Infantry er tilsyneladende inde i en god udvikling, og det skal blive spændende, om udviklingen fortsætter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA