x
Tue West: Lille Vega, København

Tue West, Lille Vega, København

Tue West: Lille Vega, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Tue West trådte forsigtigt ind på scenen. Der blev klappet, men ellers var der så stille, at man kunne høre isterningerne klirre i et plastickrus. Publikum stod afventende og med to meters afstand til scenekanten. I front var to tydelige fans, der var klar til at synge med på alle sangene. Andre satte sig på gulvet foran scenen. "Du ser godt ud, Tue", blev der råbt bagerst fra salen. Tue smøgede ærmerne op og gik i gang.

Tidligere på året udgav han albummet "Lige Ved Og Næsten", der er præcis lige så iørefaldende som hans tre andre plader, som han siden debuten i 2003 stille og roligt har udgivet med nogle års mellemrum. Forandring er der ikke meget af, men til gengæld er han en sikker popsmed, der – som han sang i en ironisk vise – "skriver skideirriterende sange, som jeg ikke kan lade være med at komme af med". Og så havde han jo sådan set sagt det selv.

Med sød og charmerende spilleglæde havde resten af bandet også hjertet med. Men desværre kom det aldrig til at swinge. Overhovedet. Det fede groove i "Tankespind" var for eksempel helt uden rytmisk nerve, og flere gange kammede guitarist Martine Madsen over i lange, udsvævende og nærmest komiske guitarsoloer, der stræbte efter det helt vildt storladne, selv når sangene gjorde det modsatte. Det var sjovt første gang og anden gang til at leve med. Tredje gang var det bare for meget. Hun var bedre i det forsigtige spil som på "En Kone Husker Alt", hvor hendes timing til gengæld var super sikker. Denne lidt svigtende dømmekraft prægede også de mangestemmige vokalharmonier. De blev brugt med en nærmest ukritisk konsekvens og slørede ofte de simple melodier, der slet ikke behøver at være pakket så meget ind.

Stemningen i det langtfra fyldte Lille Vega blev bedre, efterhånden som sangene blev ældre og mere kendte, og senere på aftnen dansede publikum to og to foran scenen, for eksempel til hits som "Hun Er Fri" og "Sig Du Er Sikker". "Vent På Mine Sange" var et lille højdepunkt, og "En Sang Om Kærlighed" en kedeligt nedbarberet bundskraber. Nogle sang grinende med i flov begejstring og kolde Tuborg på flaske. Andre tyssede på dem, der snakkede løs og bare var kommet for at hygge lidt til god musik. En time inde i koncerten var der minsandten pause. I tyve minutter blev publikum holdt hen, og det er mig stadig en gåde hvorfor. Rastløsheden blev hængende i andet sæt, hvorefter Tue West blev klappet begejstret ind på scenen til en række ekstranumre.

West var rig på skæv humor og halve anekdoter om tandløse venner og en rockstjerneferie på Kreta, og på et tidspunkt inviterede han en af vennerne, musikeren Claus Funch, op på scenen for at synge med. Det var lige til og uprætentiøst på en sympatisk måde, men det var samtidig svært at få øje på noget dybere engagement. Det storladne blev aldrig rigtig stort og det intime aldrig rigtig intenst. Indimellem virkede det, som om West heller ikke helt troede på det. Har han accepteret, at det er fint nok sådan? Måske. Men det betyder desværre bare, at vi ikke rigtig kommer nogen vegne. Og det er altså spild af godt sangskrivertalent.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA