Naja Rosa: Lille Vega, København

Naja Rosa, Lille Vega, København

Naja Rosa: Lille Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Vi kom ikke særligt langt ind i koncerten med Naja Rosa, før jeg tænkte på Janis Joplin. 4. oktober var det fyrre år siden den store sangerindes ensomme blues sluttede på Landmark Hotel i Los Angeles. Og som Naja Rosa indtog scenen midt i et band, som har formået at få lyden endnu mere ind til benet, mens stemmen omgående gav sig til at mane rockens og bluesens ånder frem, var der noget af den samme tilstedeværelse. Den appel som vi kun får fra dem, som har sangen som bestemmelse og lever fuldt ud i projektørlyset midt i et band, der ikke kunne drømme om andet end at gå planken ud.

I dagens udgave af orkestret var orgelspilleren væk, og i stedet havde vi Rune Kjeldsen på sin uundværlige Fender Jazzmaster, som for alvor fik lov til at twange og græde på denne aften, indtil den til slut gav helt los i den shamaniske psykedeliske seance, den storm som bandet fik blæst op foran et sindssygt medlevende publikum. Ligesom rytmegruppen , hvor "AC" på bassen medbragte minder fra dubmusikkens mestre Family Man og Robbie Shakespeare, mens Anders Holm lagde ny alen til et af landets mest alsidige paletter, når vi snakker at male beats op til narrestreger på det store lærred. Ligesom vi fik Najas sjælesøster, Amina Carsce Nissen, til at tilføje gospel og rørende sødme i en udveksling, som er båret af kærlighed. Kærlighed fra det sted hvor de vilde roser gror.

Naja Rosa væltede mig tidligere i år, da hun debuterede på Spot, og nu var det den første deciderede koncert som det navn, som alle kom for at se. Ovenpå et par måneder, hvor der i den grad har været opmærksomhed på debutpladen, og hvor hun i særdeleshed har fået noget at leve op til. Lad mig dog straks røbe, at det gik over forventning.

Ud over numrene fra pladen fik vi fire andre ting, nemlig den spritnye Down The Highway, som peger frem mod det næste album, som allerede er i støbeskeen. Og dertil åbneren på koncerten - Running Faster (Let The Train Come In) - som hun oprindeligt har begået med New York-musikeren Kimyon Huggins, og som virkelig har fundet sin form med bandet, og endelig Crazy, en sødmefuld sang som i sidste omgang blev valgt fra til pladen, samt dertil ekstranummeret, som vi kommer tilbage til. Men selvfølgelig var det først og fremmest numrene fra pladen, som var i fokus, og her var det fantastisk at høre, hvor mange, der allerede stod og sang med. Og her må man sige, at Naja Rosa krængede sin prægtige stemme helt ud over kanten.

Den bevægende Mountain Of Love var ætsende inderlig og smukt, smukt sunget. Det samme gjaldt Fallin' og Winds Are Changing, mens If Time Was A Religion i min bog er en af de helt store gospelsange, og her ramte Naja simpelthen loftet. Mens der i de mere rockede ting hele tiden kom hints til The Doors, som blev vi inviteret med i en American Prayer, mens trommen spillede op til mødet med indianeren i ørkenen, og Naja svævede æterisk i skyggerne. Mens Rune Kjeldsen ville krænge sin guitar ud, eller som en anden Jimmy Page, ville tage violinbuen frem og lade den danse på strengene. Eneste svage øjeblik var faktisk Crazy, som er en god sang, men som endnu ikke sidder helt i den tykke lyd fra orkestret. Et orkester der virkelig har fundet en egen tyngde, som spiller perfekt op til Naja Rosas blues.

Ligesom vi efter et stormende bifald netop fik Jim Morrisons spøgelse ind i ringen af ild med en besættende udgave af Riders On The Storm. Som afslutning på en koncert med en sangerinde og et band, som har det største potentiale.

 

Naja Rosa kan også opleves følgende steder:

21. oktober: Kulturmaskinen, Odense

22. oktober: VoxHall, Århus

Køb billetter via GAFFA Live

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA