Billy Cross: Folkets Hus, Struer

Billy Cross, Folkets Hus, Struer

Billy Cross: Folkets Hus, Struer

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

At være tilstede i aftes i Folkets Hus i Struer må have været en drøm for alle os, der elsker lyden af en velspillet elektrisk guitar. Den gråhårede dansk/amerikaner spiller ganske enkelt så eminent elektrisk guitar, at man fristes til blot at sige: Look, listen and learn! Den mand kan stort set give hvem som helst i Danmark baghjul, når det gælder den vanskelige kunst at tæmme en elektrisk spade. Så er det sagt.

På den baggrund kan det faktisk godt undre, at Billy Cross trods sin åbenlyse spilleglæde og 30 år i Danmark aldrig sådan for alvor har markeret sig i et af de store danske rockbands. Ifølge egne oplysninger har han medvirket og/eller produceret ikke mindre end 50 albums eksempelvis for C.V. Jørgensen, Johnny Madsen og senest Daltons plade, og han har da også medvirket på to af Bob Dylans bedste plader: "At Budokan" og "Street Legal" fra slut-70'erne.

Men det var ikke blot frontfiguren, der imponerede i går. Billy Cross nævnte flere gange, hvor stolt han var af sit band, og det forstår man godt, for de spillede virkelig hver især og sammen blændende godt. På bas var det den legendariske Flemming Ostermann, der herskede, og det tilmed med en brækket lillefinger, mens der på trommer og keyboards var yngre, men ikke mindre kompetente kræfter: Henrik Askou og Michael Sunding.

Muligvis kan man med rette hævde, at hovedparten af Billy Cross' sange er godt håndværk nærmere end egentlig stor kunst, men man kan også blot nøjes med at konstatere, at Cross' sange er meget klassiske i deres opbygning. Vi kommer godt rundt i hjørnerne af musikhistorien sådan en aften. Det var dog hovedsageligt sange fra amerikanerens tre soloalbum, der blev spillet. Men naturligvis fik vi også den dejlige "6 Days On The Road" fra Cross' måske mest kendte og længstvarende danske sammenhæng, nemlig Delta Cross Band, som havde deres storhedstid i 80'erne.

16 eller 64?

I koncertens anden afdeling fik vi fine sange fra Billy Cross' seneste plade "So Far So Good", blandet andet "I Did It All For Love" og "Don't Count Me Out", som sammen med den velskrevne selvbiografi "Så Langt Så Godt" fra sidste år kunne stå som en fin signatur for den glade spillemand på scenen, der meget mere lignede en glad knægt på 16 end de 64 år, som mandens dåbsattest påstår.

For alvor stærke sager blev det, da Billy Cross tog sin gule Gibson frem og spillede en pragtfuld sej heavy-udgave af rockklassikeren "Blues Suede Shoes". Publikum var da heller ikke sene til at respondere på festfyrværkeriet på scenen.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale at besøge en af de kommende koncerter og lader sig rive med. Lad bare efteråret komme an, så længe vi kan varme os på let og uforfalsket rock'n'roll af den her kaliber.

8/10 Paletten, Viborg

9/10 Tobaksgården, Assens

14/10 Ishøj

15/10 Statens Museeum For Kunst, København

16/10 Stuberiehallen, Hillerød

3/12 Herning Kongres Center


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA