x
The Broken Beats : RECession Festival, VoxHall, Århus

The Broken Beats , RECession Festival, VoxHall, Århus

The Broken Beats : RECession Festival, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Århus-gruppen The Broken Beats var blevet programsat til at spille allerede klokken 19.30 på RECession. Måske derfor var salen næsten tom, og forsanger og sangskriver Kim Munk virkede en anelse skuffet: "Vi har da spillet her engang, hvor der var fyldt. Er vi blevet så upopulære?" Nej, det er de næppe, men de er ikke ligefrem aktuelle, næsten to år efter deres seneste album og uden et nyt lige om hjørnet.

Heldigvis lod The Broken Beats ikke skuffelsen trænge ud gennem musikken. Tværtimod kastede de sig veloplagt ud i et kort, kompakt sæt med hovedvægten på deres seneste album, "You're Powerful, Beautiful And Extrodinary" (ja, sådan staver de det). Et album sprængfyldt med velskrevne, energiske og nærmest tidløse popsange med falsetvokaler, kor og masser af strygere. Strygerne manglede desværre denne aften, men The Broken Beats kom alligevel fint gennem deres sæt takket være nogle få samples, glimrende musikerhåndværk fra de fem m/k på scenen, en veloplagt forsanger og flotte korindsatser fra samtlige bandmedlemmer. Den tid er tilsyneladende forbi, hvor der altid gik et eller andet galt med teknik eller instrumenter til The Broken Beats' koncerter, selvom det ofte havde sin charme. Nu går det bare slag i slag, og selv Kim Munks til tider småbizarre kommentarer mellem sangene er der skåret ned på, om end han stadig er godt for lidt guldkorn, eksempelvis det ovennævnte.

Det var måske lidt hurtigt, at vi fik The Broken Beats' til dato nok største hit, "Essentials", der dukkede op allerede som aftenens anden sang med Kim Munk på solid falsetvokal. Med den havde bandet spillet deres bedste kort, om end stemningen stadig holdt sig på et pænt højt niveau resten af koncerten. Det blev blandt andet til et par nye sange, heriblandt den ganske melodiske og hitpotentielle "I've Never Been In Love Before". Et af aftenens andre højdepunkter var den rocket-groovy "Easily", den usædvanlig iørefaldende og lige så groovy "All The Diamonds In Rio" og den synkoperede "Watch The Beauty Fall" med synkron guitarsolo fra Kim Munk og Nis Klougart, inden gruppen lukkede og slukkede med nok et storhit, "The Rules". Denne sang blev indledt playback afspillet i sneglefart med tilhørende slow motion-bevægelser fra musikerne på scenen, inden der blev talt en-to-tre-fire, og vi så fik nummeret i det rigtige, høje tempo. Ganske underholdende.

Efter otte numre og 40 minutter var det slut, og VoxHall var ved at være varmet op til en lang weekends spændende og alsidig festival. Tak for det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA